Det er blodsuger-tid igen. Regenterne af Aarhus har samlet deres allierede til en lille fest i et afsidesliggende gods nær Silkeborg, og hvordan skal det ikke gå når at en håndfuld vampyrer mødes til at snakke politik?
Spoiler: Det bliver ikke rart.
De tre regenter, Frederikke af Klan Nosferatu, Edvard af Klan Ventrue og Johann af Klan Toreador, vågner i hvert deres haven, og gør klar til at tage til deres arrangement i Silkeborg.
[Alle fejler dog deres Vågn Op Rouse, og deres Sult øges til 2]
- Edvard, der bor i et afsides sommerhus i Egå, vælger luksus-metoden og tager til Silkeborg med en taxi, hvilket giver chaufføren den værste tur i hans liv, da den tydeligt inhumane Edvard sidder på sædet bagved og ser skræmmende ud.
- Frederikke får hendes blods-tjener, Daniel, til at samle hende op ved hendes bolig i Riis Skov, og de to kører til Silkeborg med lidt Morten Koch musical på anlægget. Munter stemning i den bil.
- Johann bor på et kollegie i Aarhus V, og da han vågner bruger han en del tid på at passe sin Maske, hans liv I blandt de dødelige, og tager derefter ind til Mejlgade for at mødes med et medlem af hans hjord, en kvinde fra kunstnermiljøet. (det gør han meget passende på hans cykel. Johann er helt vildt hipster-agtig for en 200 år gammel igle) . Og tager derefter afsted til mødet med et tog, hvor han i sit stille sind undrer sig over hvor meget at stationsbygningen har ændret sig på så kort tid.
[Her sætte vi også karakterernes Desires. En mekanik der skal hjælpe til at genvinde Viljestyrke ved at gøre noget du har lyst til. Edvard havde en brændende lyst til at smage på blodet fra Emmie, deres hedonistiske Toreador samarbejdspartner. Frederikke ville gerne holde en tale hvor at alle tilstedeværende var imponerede nok til at glemme hendes Klan og Johann, der var midt i en fejde med en yngre Toreador ved navn Irene, havde i aften lyst til at tvære hende ud socialt.]
I Silkeborg har spillerne søgt at afholde deres stormøde på et risikabelt sted. Løndal Gods er i daglig brug ejet af dødelige, men i virkeligheden er slottet er en gammel vampyrs domæne. Her bor Anette Gyldenstjerne, af Klan Lasombra.
Og hvem ved hvad en 400 år gammel Vampyr kan finde på. Anette har været en modstander af det Københavnske etablissement i århundreder, og er en af de få tilbageværende Elders i Danmark. Og ingen af dem anede hvad hun ville have ud af at ligge hus til et møde af den her kaliber. Men, arrangementet er sat i stand af Emmie, og derfor måtte de have tiltro til at hun havde styr på sagerne.
Johann sørger for sikkerheden, da hans kontakter i et sikkerhedsfirma sørger for at holde alle væk. Som altid er der frygt for at jægerne får nys om De Beslægtedes forsamling. Alle husker med gru nogle af historierne fra Tyskland, hvor at anti-terror korps har jagtet vampyrer.
[I det her tilfælde er det Johann’s spiller der har investeret i “Allies”. Pretty smart move, men med det fokus som er på vampyrer, så er der naturligvist en risiko.]
Festen gik i gang, og det blev straks tydeligt at se hvorfor at Anette Gyldenstjerne havde lagt hus til. Hun begyndte omgående at socialisere med domæne-holdere og andre vigtige personer i Jylland, præcist som spillerne havde til hensigt.
Så magtspillet var i gang, og spillernes modstander var en Elder. Normalt ville det have fået fornuftige vampyrer til at kaste håndklædet i ringen. Men, det var nye tider.
De næste par timer gik med socialisering. Edvard holdt sig i baggrunden og snakkede kun let med folk, imens at den ellers vansirede Nosferatu Frederikke begyndt at minglere det bedste hun havde lært.
Det var ret tydeligt at der havde formet sig fronter i blandt de danske vampyrer, og deres frænde, Naya, Fruen af Kolding, der var barn af Knud den Gamle, viste sig hurtigt at have snuset op viden om Klan Brujah’s splittelse. Anarkerne var begyndt at samle sig i mindre byer, og der gik rygter om at de overvejede en revolution som der var sket mange steder i udlandet.
Alting til trods, så var Johann i sit es, og begyndte ret hurtigt at skændes med Irene, der tidligere havde kritiseret ham for hans soldater-ophav, der gjorde ham til mindre “rigtig” i Klanens øjne. Han fik hurtigt klaret at undgå en skandale med Irene’s sire, og ikke mindst med Emmie, hendes grandsire.
[Jeg bad her om enkelte terningeslag for at de klarede sig igennem den indledende socialisering, bare for at være sikker på de anstrenger sig med at få tingene til at køre. Regner med at for fremtiden bruger jeg de her rul som en slags “First Impressions”.]
Snart var det tid til at tale til forsamlingen, og Frederikke brugte meget snedigt deres Toreador fælle, Emmie, som en isbryder. [hvilket gjorde det muligt for Frederikke at undgå de værste minusser fra hendes vansirede ansigt.]
Bekendtgørelsen om Knud den Gamles fravær blev taget med ophøjet ro, men det var langt mere speget om de ville acceptere spillerne som Regenter af Jylland. Og just i det øjeblik slog Anette til, og bevægede sig fremad imod midten af gulvet. Edvard var ikke sen til at stille sig i vejen, og med et heftigt blik forstærket af blodets magt fik Edvard hende til at tøve i få sekunder, men nok til at Frederikke kunne give hende en ærestitel. Ethvert forsøg på at kræve magten over Jylland ville virke grådigt efter det, og få hende til at miste ansigt overfor de Beslægtede. Edvard, lidt påpasselig med at gøre en fjende af en gammel Lasombra, forsøgte at gyde olie på vandene med en undskyldning, men hvis øjne kunne dræbe havde han været støv i det øjeblik, og hans undskyldning blev svaret med en enkelt, vilje-fyldt sætning; “Hop i voldgraven!”
Og straks forlod Edvard det gode selskab, og kastede sig i voldgraven.
[Hele sekvensen blev taget som en lidt mere fri scene, men afgjort af et Conflict-slag imellem de to. Anette rullede hendes Manipulation+Etiquette og Edvard rullede hans Wits+Etiquette for at fange hendes blik, og brugte hans Dominate da han fangede hendes blik før hun kunne nå frem og stjæle showet. Derefter fik han så igen af samme skuffe, og blev sendt i voldgraven. Endnu værre, så rullede Edvard en Beastial Failure, hvor at han endte med at lide under Ventrue Klanens go-to Compulsion. Han ville have en penalty på minus 2 terninger indtil han havde vist at han har magt over nogen.
Desuden gjorde hele optrinnet ham endnu mere sulten, og efterlod ham på Sult 4. Hvilket var ret slemt, eftersom at Edvard spiser af andre Vampyrer.]
Indenfor fortsatte festen, hvor at Johann skarpt forfulgte sit mål. At udskamme den formastelige opkomling, Irene. I selskab med resten af Toreadorerne fremførte han et digt, der skældte og smelte på den unge musiker, altsammen foran de vampyrer Irene respektede mest, og da hun stod uden modsvar, så var der kun få medfølende blikke at finde iblandt rosens klan. Irene, gjort til skamme, løb imod gårdspladsen.
[Her brugte vi Konflikt-reglerne. I sociale kontekster er det modstridende terningslag, og den der vinder giver skade til taberen i form af Willpower Damage. Hvis man står i en kontekst hvor man virkelig mister noget ved at tabe, så gør det endnu mere ondt. Irene stod ved siden af både hendes skaber, og hendes skabers skaber. Folk hun ser op til. Så, tre ekstra skade til hendes Viljestyrke. Hvilket fjernede *alt* hendes WP, og gjorde hende Impaired, en tilstand hvor at alting er skidt for dig.]
I haven finder vi den frustrerede Edvard, nu både med knækket ære for at have hoppet i voldgraven, og en tjeneste fattigere for at få et nyt sæt tøj af Henrik Hestehandler, den sleske Gangrel handelsmand som så Edvards nød som en mulighed. Edvard er derfor både er sulten og bitter, men da en ung ensom Toreador vandrer fortvivlet ud i haven var han ikke sen til at tage muligheden. “Hvis ikke man tager sig nogle friheder, så er man jo ikke magtfuld.”
Og med et stod monstret Edvard foran Irene, og det tog kun et par enkelt opmuntrende ord for at han kunne komme helt tæt på. Og så var der kun at bide ned. Fra vinduet så Johann dog Edvard gå i retning af hans slagne rival. Og alt andet lige, så var hun stadig en klanfælde. Så med hastige skridt spændede han imod Edvard, med kun tids nok til at se Skyggemanden færdiggøre sit måltid, og med hans Dominate, få Irene til at glemme de sidste par minutter. De to herrer fik hende på en taxa, og kiggede derefter på hinanden. Der var lige før at Edvard havde gjort det samme på Johann, men Johanns vilje var for stærk, og de kom til en enighed. Edvard holdt tænderne fra Johanns klanmedlemmer.
[En ret ubehagelig scene, hvor at en ung Neonate i emotionelt helvede nu bliver udnyttet af en Ventrue, og får stjålet sit livsblod. Når hun var Impaired på Willpower, så var der ikke rigtigt noget at gøre. Johann havde moralske skrupler, men han endte med at lade sin allierede gå fri fra konsekvenser. Hele handlingen gik også imod en af Krønikens Tenets; “Act like a person, not like a Beast.”
Edvard spiste af en af deres gæster, imod hendes vilje. Not cool, og det gav ham en Stain.]
Og sådan sluttede spilgangen. Mange nye ansigter, mange nye muligheder. Og spillerne er godt på vej til at tage magt i gamle Dannevang. Men kan de samtidig få agt?
Ved slutningen gav jeg XP, og som det står skrevet i bogen er der alt for få XP givet ud, så jeg regner med at forsætte de gamle regler.
Omkring 3 XP per spilgang, så længe at de kan fortælle mig noget de har lært om deres fiktion, og hvilke scener de satte bedst pris på.
Så langt, så godt. Indtil videre er V5 meget lige til. Vi har ikke fundet nogle rigtigt harske regel-problemer, og de få der har været har mest været et spørgsmål om at huske hvad disciplinerne gør. Hele følingen man får med V5 er at Sult har utrolig stor indvirkning på spillerne. Det giver lidt Apocalypse World flashbacks, I og med at man nok får mest succes med at spille for at finde ud af hvad der sker. Jeg er stadig ikke helt sikker på Rouse checks, og om mine spillere mener det er fair, men tror jeg skal eksperimentere lidt med Blodet og reglerne for deres Resonans og Dyscrasia.
Vi har tredje spilgang i aften, hvor vi dog pga sygdom kommer til at mangle den spiller som spiller Frederikke. God lejlighed til at kunne prøve Johs’ tese om at Vampire fungerer godt uden alle spillerne
Kragerne vender... 