Det er blodsuger-tid igen. Regenterne af Aarhus har samlet deres allierede til en lille fest i et afsidesliggende gods nær Silkeborg, og hvordan skal det ikke gå når at en håndfuld vampyrer mødes til at snakke politik? Spoiler:Det bliver ikke rart.
De tre regenter, Frederikke af Klan Nosferatu, Edvard af Klan Ventrue og Johann af Klan Toreador, vågner i hvert deres haven, og gør klar til at tage til deres arrangement i Silkeborg. [Alle fejler dog deres Vågn Op Rouse, og deres Sult øges til 2]
Edvard, der bor i et afsides sommerhus i Egå, vælger luksus-metoden og tager til Silkeborg med en taxi, hvilket giver chaufføren den værste tur i hans liv, da den tydeligt inhumane Edvard sidder på sædet bagved og ser skræmmende ud.
Frederikke får hendes blods-tjener, Daniel, til at samle hende op ved hendes bolig i Riis Skov, og de to kører til Silkeborg med lidt Morten Koch musical på anlægget. Munter stemning i den bil.
Johann bor på et kollegie i Aarhus V, og da han vågner bruger han en del tid på at passe sin Maske, hans liv I blandt de dødelige, og tager derefter ind til Mejlgade for at mødes med et medlem af hans hjord, en kvinde fra kunstnermiljøet. (det gør han meget passende på hans cykel. Johann er helt vildt hipster-agtig for en 200 år gammel igle) . Og tager derefter afsted til mødet med et tog, hvor han i sit stille sind undrer sig over hvor meget at stationsbygningen har ændret sig på så kort tid.
[Her sætte vi også karakterernes Desires. En mekanik der skal hjælpe til at genvinde Viljestyrke ved at gøre noget du har lyst til. Edvard havde en brændende lyst til at smage på blodet fra Emmie, deres hedonistiske Toreador samarbejdspartner. Frederikke ville gerne holde en tale hvor at alle tilstedeværende var imponerede nok til at glemme hendes Klan og Johann, der var midt i en fejde med en yngre Toreador ved navn Irene, havde i aften lyst til at tvære hende ud socialt.]
I Silkeborg har spillerne søgt at afholde deres stormøde på et risikabelt sted. Løndal Gods er i daglig brug ejet af dødelige, men i virkeligheden er slottet er en gammel vampyrs domæne. Her bor Anette Gyldenstjerne, af Klan Lasombra.
Og hvem ved hvad en 400 år gammel Vampyr kan finde på. Anette har været en modstander af det Københavnske etablissement i århundreder, og er en af de få tilbageværende Elders i Danmark. Og ingen af dem anede hvad hun ville have ud af at ligge hus til et møde af den her kaliber. Men, arrangementet er sat i stand af Emmie, og derfor måtte de have tiltro til at hun havde styr på sagerne.
Johann sørger for sikkerheden, da hans kontakter i et sikkerhedsfirma sørger for at holde alle væk. Som altid er der frygt for at jægerne får nys om De Beslægtedes forsamling. Alle husker med gru nogle af historierne fra Tyskland, hvor at anti-terror korps har jagtet vampyrer. [I det her tilfælde er det Johann’s spiller der har investeret i “Allies”. Pretty smart move, men med det fokus som er på vampyrer, så er der naturligvist en risiko.]
Festen gik i gang, og det blev straks tydeligt at se hvorfor at Anette Gyldenstjerne havde lagt hus til. Hun begyndte omgående at socialisere med domæne-holdere og andre vigtige personer i Jylland, præcist som spillerne havde til hensigt.
Så magtspillet var i gang, og spillernes modstander var en Elder. Normalt ville det have fået fornuftige vampyrer til at kaste håndklædet i ringen. Men, det var nye tider.
De næste par timer gik med socialisering. Edvard holdt sig i baggrunden og snakkede kun let med folk, imens at den ellers vansirede Nosferatu Frederikke begyndt at minglere det bedste hun havde lært.
Det var ret tydeligt at der havde formet sig fronter i blandt de danske vampyrer, og deres frænde, Naya, Fruen af Kolding, der var barn af Knud den Gamle, viste sig hurtigt at have snuset op viden om Klan Brujah’s splittelse. Anarkerne var begyndt at samle sig i mindre byer, og der gik rygter om at de overvejede en revolution som der var sket mange steder i udlandet.
Alting til trods, så var Johann i sit es, og begyndte ret hurtigt at skændes med Irene, der tidligere havde kritiseret ham for hans soldater-ophav, der gjorde ham til mindre “rigtig” i Klanens øjne. Han fik hurtigt klaret at undgå en skandale med Irene’s sire, og ikke mindst med Emmie, hendes grandsire. [Jeg bad her om enkelte terningeslag for at de klarede sig igennem den indledende socialisering, bare for at være sikker på de anstrenger sig med at få tingene til at køre. Regner med at for fremtiden bruger jeg de her rul som en slags “First Impressions”.]
Snart var det tid til at tale til forsamlingen, og Frederikke brugte meget snedigt deres Toreador fælle, Emmie, som en isbryder. [hvilket gjorde det muligt for Frederikke at undgå de værste minusser fra hendes vansirede ansigt.]
Bekendtgørelsen om Knud den Gamles fravær blev taget med ophøjet ro, men det var langt mere speget om de ville acceptere spillerne som Regenter af Jylland. Og just i det øjeblik slog Anette til, og bevægede sig fremad imod midten af gulvet. Edvard var ikke sen til at stille sig i vejen, og med et heftigt blik forstærket af blodets magt fik Edvard hende til at tøve i få sekunder, men nok til at Frederikke kunne give hende en ærestitel. Ethvert forsøg på at kræve magten over Jylland ville virke grådigt efter det, og få hende til at miste ansigt overfor de Beslægtede. Edvard, lidt påpasselig med at gøre en fjende af en gammel Lasombra, forsøgte at gyde olie på vandene med en undskyldning, men hvis øjne kunne dræbe havde han været støv i det øjeblik, og hans undskyldning blev svaret med en enkelt, vilje-fyldt sætning; “Hop i voldgraven!”
Og straks forlod Edvard det gode selskab, og kastede sig i voldgraven. [Hele sekvensen blev taget som en lidt mere fri scene, men afgjort af et Conflict-slag imellem de to. Anette rullede hendes Manipulation+Etiquette og Edvard rullede hans Wits+Etiquette for at fange hendes blik, og brugte hans Dominate da han fangede hendes blik før hun kunne nå frem og stjæle showet. Derefter fik han så igen af samme skuffe, og blev sendt i voldgraven. Endnu værre, så rullede Edvard en Beastial Failure, hvor at han endte med at lide under Ventrue Klanens go-to Compulsion. Han ville have en penalty på minus 2 terninger indtil han havde vist at han har magt over nogen.
Desuden gjorde hele optrinnet ham endnu mere sulten, og efterlod ham på Sult 4. Hvilket var ret slemt, eftersom at Edvard spiser af andre Vampyrer.]
Indenfor fortsatte festen, hvor at Johann skarpt forfulgte sit mål. At udskamme den formastelige opkomling, Irene. I selskab med resten af Toreadorerne fremførte han et digt, der skældte og smelte på den unge musiker, altsammen foran de vampyrer Irene respektede mest, og da hun stod uden modsvar, så var der kun få medfølende blikke at finde iblandt rosens klan. Irene, gjort til skamme, løb imod gårdspladsen.
[Her brugte vi Konflikt-reglerne. I sociale kontekster er det modstridende terningslag, og den der vinder giver skade til taberen i form af Willpower Damage. Hvis man står i en kontekst hvor man virkelig mister noget ved at tabe, så gør det endnu mere ondt. Irene stod ved siden af både hendes skaber, og hendes skabers skaber. Folk hun ser op til. Så, tre ekstra skade til hendes Viljestyrke. Hvilket fjernede *alt* hendes WP, og gjorde hende Impaired, en tilstand hvor at alting er skidt for dig.]
I haven finder vi den frustrerede Edvard, nu både med knækket ære for at have hoppet i voldgraven, og en tjeneste fattigere for at få et nyt sæt tøj af Henrik Hestehandler, den sleske Gangrel handelsmand som så Edvards nød som en mulighed. Edvard er derfor både er sulten og bitter, men da en ung ensom Toreador vandrer fortvivlet ud i haven var han ikke sen til at tage muligheden. “Hvis ikke man tager sig nogle friheder, så er man jo ikke magtfuld.”
Og med et stod monstret Edvard foran Irene, og det tog kun et par enkelt opmuntrende ord for at han kunne komme helt tæt på. Og så var der kun at bide ned. Fra vinduet så Johann dog Edvard gå i retning af hans slagne rival. Og alt andet lige, så var hun stadig en klanfælde. Så med hastige skridt spændede han imod Edvard, med kun tids nok til at se Skyggemanden færdiggøre sit måltid, og med hans Dominate, få Irene til at glemme de sidste par minutter. De to herrer fik hende på en taxa, og kiggede derefter på hinanden. Der var lige før at Edvard havde gjort det samme på Johann, men Johanns vilje var for stærk, og de kom til en enighed. Edvard holdt tænderne fra Johanns klanmedlemmer. [En ret ubehagelig scene, hvor at en ung Neonate i emotionelt helvede nu bliver udnyttet af en Ventrue, og får stjålet sit livsblod. Når hun var Impaired på Willpower, så var der ikke rigtigt noget at gøre. Johann havde moralske skrupler, men han endte med at lade sin allierede gå fri fra konsekvenser. Hele handlingen gik også imod en af Krønikens Tenets; “Act like a person, not like a Beast.” Edvard spiste af en af deres gæster, imod hendes vilje. Not cool, og det gav ham en Stain.]
Og sådan sluttede spilgangen. Mange nye ansigter, mange nye muligheder. Og spillerne er godt på vej til at tage magt i gamle Dannevang. Men kan de samtidig få agt?
Ved slutningen gav jeg XP, og som det står skrevet i bogen er der alt for få XP givet ud, så jeg regner med at forsætte de gamle regler.
Omkring 3 XP per spilgang, så længe at de kan fortælle mig noget de har lært om deres fiktion, og hvilke scener de satte bedst pris på.
Så langt, så godt. Indtil videre er V5 meget lige til. Vi har ikke fundet nogle rigtigt harske regel-problemer, og de få der har været har mest været et spørgsmål om at huske hvad disciplinerne gør. Hele følingen man får med V5 er at Sult har utrolig stor indvirkning på spillerne. Det giver lidt Apocalypse World flashbacks, I og med at man nok får mest succes med at spille for at finde ud af hvad der sker. Jeg er stadig ikke helt sikker på Rouse checks, og om mine spillere mener det er fair, men tror jeg skal eksperimentere lidt med Blodet og reglerne for deres Resonans og Dyscrasia.
Vi har tredje spilgang i aften, hvor vi dog pga sygdom kommer til at mangle den spiller som spiller Frederikke. God lejlighed til at kunne prøve Johs’ tese om at Vampire fungerer godt uden alle spillerne
Okay. Tid til en historie.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har en seriøs forkærlighed for Exalted.
Creation er den setting jeg ubetinget har brugt mest tid og krafter på at lege med, og det har igennem mange år altid været det jeg vendte tilbage til.
Det er fantasy uden Tolkien. Det er myter og attitude blandet op med anime.
Hvor at Achilleus, Houyi og Beowulf står sammen imod Thulsa Doom og hans horder af udøde. Odysseus går iblandt imperier og spiller dem ud imod hinanden og elskende finder hinanden på tværs af reinkarnationer og årtusinderne.
Du spiller Exalted. Gudernes udvalgte.
Hell, deres første developer, G. Grabowski, opridsede inspirations listen på den her måde:
Dinosaurs Rule The Earth!
/ \
/ Eastern Epic +
Western Epic Chinese Novels
/ \ | \
/ Classical | \
Lord Dunsany Histories | Floating World
\ / | Prints
\ / Wuxia |
Pulp Fantasy \ Anime
/ \ \ /
Riverworld* Pulp Revival CRPGs
\ | /
\ v /
+-----> Exalted <-----------------+
Og det er ret fedt. Især for en teenage-Søren der på en Orkon for mange år siden faldt over settingen og en lækker bog der forklarede livet i en verden i noget der mest af alt minder om “Romance of the Three Kingdoms” blandet med element-bøjende superhelte.
Det blev et spil jeg dyrkede sammen med mine venner i gymnasiet. Vi spillede det til langt ud på natten, og prøvede at stykke en historie sammen der levede op til inspirationen.
Men. Teenagere. Det virkede aldrig. Og jeg blev gradvist mere disillusioneret med det ene smadrede reglsæt efter det andet.
1st Edition var en let modificeret udgave af Storyteller fra 1998. Det gamle World of Darkness, tilføjet noget som designerne havde kaldt “et Magic the Gathering ligende powerset”.
Og det gik i stykker så let som ingenting. Selv hvis du fjernede alle de tossede specialregler, så var kamp stadig en gumpetung affære, med hvert eneste slag der blev til tre individuelle terningeslag med dice pools af 10+ terninger.
En modifikation kaldet Power Combat udkom i 2003, men lige lidt hjalp det på mængden af terningeslag, kun at visse små tricks ikke virkede længere.
2nd Edition udkom i 2006 og så ret godt ud til at starte med. Det var mere strømlinet, der var et terningeslag der var blevet fjernet fra resolution-mekaniken, der dog stadig var på 10 punkter. Og der var et socialt system involveret.
Men, efter et par år med mildest talt elendige supplementer, så knækkede det sgu også rent mekanisk. Efter at folk havde forstået hvad systemet gik ud på, så blev det reduceret til en gang missil-tagfat hvor at lige så snart du blev ramt i kamp, blev du reduceret til chunky salsa. Samtidigt havde settingen langt mere fokus på deres anime-ligende tematiker, med magisk teknologi og større og vildere tilføjelser til settingen. Du var ikke længere en stor fisk i en sø. Du var en stor fisk i Atlanterhavet. Som der snart ville gå ild i, med mindre du stoppede alle gutterne med tændstikkerne. På samme tid.
Det var her at jeg holdt op med at tro på Exalted.
Det virkede ikke længere for mig, og det var så rodet både i system og setting, at jeg gav op. Jeg solgte mine 2nd Edition bøger for et par hundrede kroner i 2010.
Det føltes lidt som at skille sig af med minderne om sin teenage-romance, men det virkede som det rigtige valg. Desuden var White Wolf en død fisk, der år forinden var blevet slugt af et spilfirma fra Island.
A NEW HOPE… (Lawyers need not apply)
Så, i vinteren 2012, kom der nogle nyheder da firmaet Onyx Path blev grundlagt, og fik licensen til alle de gamle WW-spil, kom der også nogle nyheder jeg ikke havde forventet at høre. De ville lave en ny udgave af Exalted.
De havde allerede lavet en lappeløsning til 2nd Edition som jeg sjovt nok ikke havde rørt med en ildtang. Men de folk som stod bag 3rd Edition, John Mørke og Holden Shearer, var fornuftige mennesker som jeg havde haft en del snak med igennem tiden.
Og de havde til mål at lave et mekanisk spilbart system, som kunne emulere badass kampe der ikke bare handlede om at slå først og hurtigst. De ville reboote settingen, og gøre den mere ala det jeg havde ledt efter i første omgang.
Så, der kom en Kickstarter. Og sjovt nok, så var der store mængder af fans der var ret ivrige efter at få fingrene i en ny udgave. Nok til at det slog alle daværende rekorder, og blev fundet til 600.000 dollars! (En rekord som ikke blev slået før 7th Sea… underligt nok)
Og derefter? Der ventede vi.
Lidt som israelerne som ventede på Moses kom tilbage fra bjerget. Og ventede. Og fanbasen blev pokkers bitter efter at deadlinen der hed December 2013 kom og gik.
Vrede og mishag blev nom du jour iblandt Exalted fans, og hver eneste lille preview fra forfatternes side blev vendt og overfortolket som var det kød i et piratfisk basin.
Der var skandaler. En forfatter gik fra projektet i vrede over interne problemer.
Et sæt playtest materiale blev lækket til offentligheden, hvilket forsinkede projektet yderligere så det kun var forfatterne der havde adgang til materialet.
Så fik en af developerne kræft og hans uddannelse så ud til at være ved at købe ud i sandet. Der var vistnok også en hund der døde i løbet af projektet.
Fans var vrede over forsinkelserne, og Onyx Path skulle flere gange ud og beklage deres projekt-ledelse og sige de havde lært af fejltagelserne.
Og det skulle blive November 2015 før at vi fik stukket en pdf-fil i hænderne. Jeg havde nærmest opgivet håbet, men havde sagt til mine venner at når Exalted kom, så havde jeg en håndfuld kampagner klar til at gå i gang.
(Jeg havde faktisk fem)
Og det var sgu alt det vi havde håbet på. Måske lidt mere end jeg faktisk havde håbet på.
Fordi, der er en pokkers god grund til at det tog så langt tid at lave Ex3.
(Jeg har i skrivende stund, Feb 2017, ikke modtaget min fysiske deluxe udgave af bogen. Det tog ca. et år at få langt forgyldning på alle 3000 bøger. Men… den kommer!)
DE MANGE PÆNE REGLER:
Exalted er stadig et regeltungt system.
Meget tungt. Ikke GURPS eller Rolemaster tungt, men det har en vis tyngde. Især med en bog på 600 sider.
Det tilhører den nye skole af regeltunge systemer. Mange af principperne fra små innovative rollespil er blevet overført til mere traditionelle systemer, for samtidigt at blive sat i et gennemprøvet system.
Systemet er stadig d10. Stadig dice pools. Samme Abilities og Skills som før.
Men derfra, så er sammenligningen også slut.
Hvor at de andre var elendigt sammensatte biler, så er 3rd Edition en BMW indenfor spildesign. Hver eneste power (charm) er grundigt undersøgt og sat i system med de andre, og holdt op imod en intern balance.
Som med et spil Magic, er der en balance som er svær at rykke ved. Systemet er playtestet i hoved og røv, og man kan lave stort set alle former for badassness med det.
Hvis du vil spille en tanky sværdkriger der kan holde hære? You can do it.
En sølvtunge hvis blotte ord kan sænke kongeriger til borgerkrig? Yes sir.
Kampsystemet er lavet til at emulere kampe med mange slag, og et flow frem og tilbage imellem kombatanterne. Der gøres ved at Initiativ bliver til en resource som man slås om, og stjæler det fra hinanden. Når man når til et afgørende punkt (har bygget Initiativ nok) slår man til og bruger Initiativet som ens skadespulje.
Det er sjovt. Kampene er superseje og man får mulighed for at være en halvgud på slagmarken.
Det sociale system er en meget anderledes sæk kartofler. Du er nød til at finde de ting som betyder noget for ham du vil manipulere. Hans “Intimacies”. Disse er både noget der forsvarer dig imod indflydelse, men også noget der kan udnyttes imod dig.
Det ligger op til rollespil, det ligger op til at skulle bruge længere tid end et enkelt dice roll for at overbevise folk om at handle i din interesse.
Man føler sig ret manipulativ når man arbejder med systemet, men det kan skræmme folk væk der har den klassiske indstilling at man ikke kan overbevise folk med systemet.
Så er der Crafting mekaniker, Sailing, Sorcery etc.
Og det virker. Men det er også pokkers tungt.
Jeg har brug for cheat sheets til mine spillere, og jeg priser mig lykkelig for at mine spillere har engagementet til at læse og forstå deres evner.
Hell, jeg har endda været i gang med at designe kort til at have deres charms på. Vi har langt flere play-aids end noget andet system jeg har kørt.
Men… det fucking virker!
HVAD BRUGER DU DET TIL?
Jeg kører pt. to kampagner i Exalted 3rd Edition.
Den første er min ugentlige “Immortals of Sea & Salt”, som har kørt siden jeg fik PDF’en for et år siden.
Den anden er min bi-ugenlige “Immortals of Sand & Shadows” som har kørt siden Oktober 16.
Ugekampagnen er fortællingen om fire personer der endte som slaver på en fjerntliggende ø, langt fra deres respektive hjem. De stod last og brast imod overmagten, Troldmanden Ras Ozymandias, og ledte et oprør imod ham, hvor de forenende stridende slavebyer imod en tyran. Her opnåede de Solens velsignelse, blev udvalgt af ham til at bringe retfærdighed til en verden af ondskab.
Sidenhen har de begyndt en odysee for at komme hjem, en rejse igennem fantastiske lande, udforskning af deres tidligere liv og en forbandelse der blev lagt på Solarerne tusind år forinden. De fire prøver at være gode mennesker, og kampagne handler især om hvordan de forvalter deres nye magt.
Og hvordan deres venner omkring dem reagerer på dem.
“Sand & Shadows” er fortællingen om seks personer, alle udvalgt af Solen, og den by de alle af omveje er kommet til at kalde hjem.
Kampagnen handler om politik, hemmeligheder og hvordan at man regerer med den magt der er blevet en givet og hvordan deres magt ændrer på den verden de kender.
De prøver at beskytte deres hjem, både imod deres allierede og den fremmede magt der jager dem. Det er en ørkenkampagne, en blanding af “Game of Thrones” og “Avatar the Last Airbender” sat i en kultur der minder om Arabien og Aztekerne.
Jeg overvejer stadig om jeg skal fortælle lidt mere om de to spil, men det er pt. det jeg valgte at snakke om.
Hvorfor Exalted?
Fordi at det gør noget meget få andre spil gør.
Det har en setting der flyder med lækre elementer der også bliver understøttet af systemet. Det er myter og sword & sorcery. Tanith Lee, Lord Dunsany og andre ikke-standard fantasy forfattere har sat deres mærke på spillet i en grad jeg ikke har set i andre verdner.
Systemet er fyldt med mekaniske effekter som du kan bygge din karakter omkring.
Hver eneste måde at bruge en skill på kan der laves et koncept omkring, og du kan næsten få ethvert koncept til at passe ind på en eller anden måde.
Det har en fanbase der på trods af vrede, ofte har langt mere kreativitet end de fleste fangrupper. Kunst, hjemmebryggede regler og passion i en stor tønde.
Hell, der er en pokkers sjov gruppe af Twitch-streamers som har bygget en virkelig fed kampagne henover det sidste år. Hvis det har interesse, så check det ud her.
Desværre gør reglernes tyngde at deres supplementer, såsom deres Artefakt-bog, og deres bøger om de andre Exalted-type (f.eks. Dragonblooded, de dynastiske elementar-exalts) nu efter et år, ikke har noget der minder om en udgivelsesdato.
Hele lortet kører på Valve-time, men hvis du som mig har nok i selve kernen?
Så kan det være et kig værd. Men det er ikke et system jeg vil anbefale hvis du ikke har lysten til settingen, kan lide at se dine spillere vinde (fordi de er badass as all hell) eller har en fobi for tunge regler.
Okay.
Det er lidt tid siden jeg sidst har gjort noget ved det her sted. Jeg bliver ved med at glemme den, måske fordi jeg har hadet layoutet.
Af en eller anden grund er bloggen her det bedste jeg har gjort for min egen præstationsmangel når det kommer til dansk rollespil. Så, jeg burde nok lave lidt mere på den, for ikke andet for jeg kan give mig selv et klap på skulderen og sige der er sket noget.
Jeg kan sige følgende.
Der skulle ske noget nyt angående siden her, så jeg kunne være den bekendt her i 2017. Derfor skiftet til det her layout.
Der kan også ske der falder lidt af fra mit evindige kampagneskriveri og spilleri.
Måske begynder der at komme nogle engelsksprogede tekster op. Fordi det er nu engang det jeg fortrinsvist skriver på.
Anmeldelser kommer der måske nogle af, måske på engelsk, måske på dansk.
Alting med forbehold for at kulturby Aarhus 2017 ikke æder min sjæl.
(En supplerende gennemgang af et scenarie jeg spillede på Fastaval 2016)
Scenariet handler om en kro imellem tre kongeriger i det gamle Kina.
Spillerne får til opgave at skabe fem krigere, der alle har et relationsnetværk, (en kampfælle, en bekendt, en ærkefjende, en romance og en man *ikke* kender) og bringer konflikter til bordet, samt en kampstil det ved hjælp af simple beskrivende keywords frembringer disse karaktertræk selv inde i kampscenen og styrer ens karaktertræk i de andre scener.
(F.eks. en spiller tog “Stål Slange” som sin kampstil, og det farvede meget hvor hun bevægede sig og agerede.)
De har alle en kendt mission (aka. hvorfor er de i kroen), en skjult mission og et sæt flashbacks og hemmeligheder.
Uden at få udløst Flashbacks og afsløret hemmeligheder, kan de *ikke* besejres og dræbes. Hemmeligheder kan spilleren selv bruge i kampscenerne
for at få en mekanisk bonus, og Flashbacks er nødvendige for at man kan vinde en kampscene.
Der er fire scenetyper henover tre akter.
Intriger, Romance, Kina og Kamp, bundet til et lokationskort over kroen.
Specifikke scener kan udløses på felter, og hver omgang låser en lokation for at eskalere at spillerne bliver tvunget tættere sammen.
Intrige er hvad man kan forvente og kan bruges til at flytte langt på kortet eller flytte andre spillere.
Romantik er enten en monolog, eller en erklæring af kærlighed (oftest bundet til lokationer af stor skønhed f.eks. en rosenhave)
Kina! er den ene måde for spilleren at perspektivere til verdenen udenfor og det storpolitiske billede hvis det har relevans for spillet, hvilket kun var tilfældet delvist i vores spil. De foregår igennem en fortællescene der bruger et 30-sekunders timeglas som viser verdenen udefor.
Kamp! (Er stadig fan af lokationerne der havde “Kamp eller Kina!” som scene typer) var meget passende det største fokus for spillet, og udpreget den tungeste del af spillet, men det flyder fantastisk godt.
Hver tur tager en spiller præcist 30-sekunder til at fortælle en del af en kampscene, og via en spil-måtte bliver der lagt passende terninger i en bunke, der på et tidspunkt skal rulles for at med successer kan åbne aflåste dele af måtten, heriblandt “Tilfangeltagelse” og “Fordrevet”.
Det virker fint, især hvis spillerne godt kan blive fanget i kung fu beskrivelser af områder og seje moves.
Wirework er lidt en fremmed genre i DK, så jeg er glad for at jeg fik en gruppe der nød det.
Det er her at Hemmeligheder og Flashbacks kommer i spil, og hvor at Hemmeligheder er bonus’er så er Flashbacks lidt beskyttelse imod at tabe.
Når alle seks er væk? Så kan du blive dræbt.
Simpelt nok.
Desværre er det et problem at en del af tiden bruges på system-gennemgang og karakterlavning i forhold til at der er fire-fem timer at spille det.
Men vores spil var fantastisk indtil at vi ramte tidsmuren.
Vores udgave af Wong Fei’s Kro var et drama om tabt kærlighed, pligt og forståelse af ens plads i verdenen.
Personligt spillede jeg en stolt kriger der var livvagt for en prinsesse der skulle giftes i norden for at bringe fred til riget. (Som også var hans livs store kærlighed, men pligt er jo vigtigere).
Indenfor tyve minutter var hun død. Og så rullede toget, hvor at en arrogant ung mand udviklede sig til en sand skurk, en snedig kung fu kriger viste sin sande troskab til Snigmorderene i Den Sorte Lotus der søgte at myrde kejseren, to tilfælde af skjult identitet (vores brushoved pige-kriger var i virkeligheden en mand (forelsket i min karakter) og vores munk var i virkeligheden kvinde, og oven i det var hun søster til prinsessen og hendes tvillingesøster havde taget *hendes* plads.)
Mange, mange forviklinger. Og kamp.
For pokker hvor var der meget kamp.
Systemet sørgede for at det aldrig mistede relevansen for historien.
Den mest mindeværdige kamp var nok der hvor at munken forsøgte at tæve min sørgende kriger frem til at forstå den sande kungfu, og endte selv med at opnå Buddha’s Velsignelse (hvilket Morten havde troet var usandsynligt nok til han ikke to mere end en gylden kat med på ‘vallen.)
Derefter blev vi våbenbrødre, og indså at de to onde karaktere havde slået pjalterne sammen.
Cue at jeg udfordede min ærkefjende. Og ved at lægge hævnlysten bort, så tog jeg mig sammen og opnåede *også* Buddha’s Velsignelse. (Så. For få katte).
Det er ikke helt forkert at sige jeg er vokset op med Fastaval. Ligesom rigtig mange andre af os. Så, 2016.
Det var satme et godt år.
FASTAVAL 2016
– retrospektiv af en overstået ‘val
Så kom og gik påsken, eller som jeg plejer at kalde den, turen tilbage til den næsten-fædrende gård.
For det sgu helt sikkert at Fastaval har formet mig i en grad der kun er overgået af mine forældre, både for godt og værre.
I år var sgu et helt igennem godt år.
Og fordi jeg rent faktisk kun har rosende ord til overs for arrangementet, så vil jeg sgu gerne dele lidt ud af dem, til forskel
fra de år hvor jeg ikke har kunne komme igennem en gennemgang af ‘vallen uden der var lidt galde.
Så, jeg er positiv på internettet. Lidt et særsyn.
(DISCLAIMER: Jeg er ikke på nogen måde en der opsøger socialrealisme og de meget bleed’ende scenarier.
Så mit verdensbillede ang. scenarier er mindre “close-to-home” og mere epik og grandiøse følelser der sparker igennem.)
ONSDAG:
Hvis mit eneste kritikpunkt til i år over organisation skulle falde, så var det Onsdag aften og afviklingen af “Når Den Sidste Sol Dør”
Og jeg spillede det ikke engang. Faktisk er det netop derfor at jeg brokker mig.
Et tre-spiller scenarie var åbenbart blevet sat til fire spillere, og jeg ved ikke om det gik ved anden blok, men valgte at ofre mig for at
undgå alle mulige problemer. Har dog ikke hørt andet end scenariet var godt, så har ikke noget at indvende på det her.
Jeg endte med at chille rundt på ‘vallen og lave lidt noter der endte med at jeg efterlod mit bluetooth-keyboard i caféen.
TORSDAG:
Mig og en kammerat havde kringlet Torsdag som Wuxia-Torsdag, og fik både “Wong Fei’s Kro” og “Eden i Haven” den dag.
“Wong Fei’s Kro”
Så naturligvis, siden vi begge var fans af genren og veteraner fra en længerevarende bordkampagne med genren, så hoppede vi på det samme hold til Morten Fakkelskovs nydelige lille story game.
Og ja, jeg sagde story game. Ikke scenarie.
Der var løse rammer, og det var fantastisk underholdende, men det faldt på spillerne at skabe en narrativ i en sådan grad jeg aldrig nogensinde har oplevet på Fastaval, udenfor den hedengange indie-blok. Egenskabt narrativ, egenskabte karaktere og relationer?
Det kvalificerer det som et setup og ikke et scenarie i min bog.
Men godt var det, upåagtet af hvad jeg tænkte om det i sig selv.
Hele spillet kræver nok at spillerne har en forventningsafstemning førend start, og der ihvertfald er en god håndfuld der kender til genre og dens klicher, for at man kan få det fulde udbytte.
Ellers så ender man med mange underlige blikke hvis man begynder at smide bjergrystende kung fu magi imod folk der indtil da har holdt sig på “Tiger på Spring, Drage i Skjul” niveau, hvilket vi hurtigt blev enige om ikke at gøre i vores gruppe.
(Forklaringen på hele scenariet og setup blev for langt, så det kommer i sin egen post.)
Kampene var fantastiske og folk hoppede op og lavede alle mulige former for crazy moves i klasselokalet.
(Har ikke lavet så dejligt mange faux-fight siden jeg kørte den Mørke Side og legede med fiktive lyssværd.)
Desværre løb vi tør for tid.
Efter aftensmaden (der får sit helt eget punkt) så spillede vi:
“Eden i Haven”.
Jeg var lidt nervøs da spillerfeltet var ret blandet, men jeg sprang på den internationale gruppe, da sådan en opstod, og guderne vær lovet.
Episk kinesisk drama? Det skal sgu spilles på Engelsk.
Vi havde en norsk spilleder, og han læste det danske scenarie, oversatte og gav os de engelske handouts.
Det virkede fantastisk, selvom jeg ville have tvivlet på det, så mange kudos til ham for at få det til at virke. Egentlig lavede han ikke så pokkers
meget, andet end at forklare mekanik, scene-setup, ledende spørgsmål og mellem-scene tekst. Og være DJ for musikken, som virkede fantastisk.
Historien omhandler en periode i Kinas historie som populært er kaldet “De Tre Kongeriger” og en af de grundlæggende værker i Kinesisk Literatur omhandler den her konflikt, og omhandler hundredevis af år og personer, men forfatteren har klaret og koge det ned til tre hovedpersoner og tre bipersoner som også spilles af en spiller.
Og det var godt.
Nøj, hvor var det godt.
Vi startede med at få forklaret systemet. Der var tre akter, og tolv scener i hver. Af dem spilles ni, og tre er fortællescener, og de scener dækker de tre brødres historie da de som unge mænd sværger en ed under et ferskentræ til de hver især dør.
I til det formål spilles scenerne, som skifter imellem at være Yin eller Yang.
Forskellen er simpel. Yin er emotionel, dyb og sigter efter at fremkommunikere en følelse som bliver fremsat af Spillederen, og spillerne bliver sat en scene og fremmaner igennem deres spil en stemning som bliver fremstillet henover en stille, melankolsk musik.
Yang derimod har et formål med scenen og du står op imens du taler, og alt er stort og frembrusende.
Det samme gør sig gældende overfor Fortællescenerne hvor igennem Yin eller Yang får de forskellige spillere lov til at fortælle dele af scenen ved hjælp af startsætninger, stikord og slutsætninger. Yin og Yang afgøres igennem hvilken scene der ikke har været fremtrædende i de forgående scener, og fremtvinger en balance af Yin og Yang i fortællingen.
Det kan sørge for at slag og perspektiveringer kan portræteres onscreen, imens at fokus holdes på interaktionerne imellem karakterene.
Prologen var først at vi sagde ordet “For the People” skiftevist i Yin og Yang, derefter tog vi igennem en fortællescene fat i de tre arketyper (Den snedige, den stolte og den impulsive) og skiftede den imellem os, imens at vi oplevede et af de vigtige slag i perioden.
Derefter fordelte vi karakterene. Tre spillere fik brødrene, og en fik birollerne, og de tre læste en tekst op for bordet.
Det var eden de tre brødre sværger under ferskentræet, og til sidst skulle vi sige den i kor. Og den sad lige i skabet, nem at huske og kort nok til at den kom ind som argument et par gang i løbet af spillet.
Hele historien er klassisk kinesisk. Det er en episk tragedie, og der er egentlig ikke nogen grund til at gå voldsomt meget i detaljerne med historien.
Men vi klarede at få alt den pathos som ligger i historien frem.
Meget blev sagt i de små scener, og ved hjælp af konteksten i den store narrativ glemte man aldrig helt at beslutningerne kastede lange skygger, og vi med raske skridt trådte imod vores skæbne og eventuelle nederlag, selvom at der var sejre på vejen.
Jeg har hørt forbløfende lidt om scenariet på selve ‘vallen, og jeg er ikke helt sikker på om det er fordi folk havde middelmådige oplevelser, eller om genrén ikke sagde folk noget som helst.
Uanset hvad, så var jeg fint tilfreds med den enorme fortælling som blev fremmanet den aften, som i mit hoved er den bedste af sin type siden “Sparta”.
FREDAG:
Fredag var min GM-dag, hvilket normalt (hvis der ikke er et scenarie jeg pinedød skal spille) bliver sat af til at gennemgå mit materiale.
Årets scenarie var lidt af et trækplaster i år og natuligvist vandt det en velfortjent publikumspris:
“På Røven i Marienburg”
Well, efterhånden ved folk godt at når Kristian laver det bliver det sjældent dårligt. Jeg har kørt samtlige af elver-scenarierne, og er ærligt talt imponeret over hele teksten.
Den fortjener alt rosen som den har fået, og er på stående fod ved at oversætte skidtet til engelsk for at kunne lave et internationalt run her i Aarhus, da det virkede som et scenarie der burde have haft den behandling fra dag et (som “Eden” kan det kun gavne at kunne få filmsprog ind i ligningen).
Ellers vil jeg ikke snakke så meget om scenariet, da det ville spoile en del.
Jeg vil i stedet lige tænke over min egen GM-præstation, som i mit eget hoved havde negative og positive dele i år. Jeg startede ud med 100 pct. sonovabitch attitude, der gerne skulle have samlet spillerne op fra starten, og derefter trykkede jeg på den narrative speeder som et meth-ramt speed metal-band og kørte derudaf i en grad at jeg smadrede min stemme noget så eftertrykligt.
Jeg mistede vist en spiller på tempoet et eller andet sted, og indså at der helt sikkert skulle have været flere rolige, små-paranoide scener i scenariet for at give folk muligheder for at udleve de mere rolige sider af deres karaktere, der lægger op til Tarantino-ligende dialoger.
(Desuden skal det siges, scenariet har brug for at du husker at tage en snak med dine spillere om grænser, da sex & vold ofte kan være lidt en dealbreaker for mange der ikke er forbedredt på det.
After all. Slaneesh.)
LØRDAG:
Efter tre gode oplevelser var jeg sikker på at det kun ville gå nedad om Lørdagen.
Det viste sig ikke at være tilfældet.
“Legenderne om Kamelot”
Ærligt talt, så forventede jeg mig ikke noget særligt.
Og jeg blev meget positivt overrasket.
Scenariet blev spillet i en international gruppe, og igen, så virkede engelsk som det rigtige sprog at komme tæt på de Arthuriske myter på.
Hele processen var utroligt åben, og lidt som “Wong Fei’s Kro” skulle vi selv definere scenariet, men denne gang med de ikoniske karaktere fra myterne.
Arthur, Guinevere, Morgana, Lancelot og Merlin. Jeg spillede Merlin, og til stor glæde for mig selv virkede det til at de andre spillere fandt min fortolkning til at virke.
Og. Jeg ville skrive lidt om scenariet. Det blev til ret meget.
Så igen, jeg skriver en post, dedikeret til at fortælle om hvordan det fungerede.
“Gargantuan”
Troels havde skrevet Gargantuan, noget som specielt som et fantasy-steampunk scenarie.
Det handlede om smukke elvere i overklassen og gobliner som underklassen. Det var også et scenarie om hverdagsracisme, og der fungerede rigtig godt.
Igen hoppede jeg på det internationale hold, og vi fik en rigtig god oplevelse ud af det.
Scenariet hoppede imellem at en spiller var en hovedperson (hvor der var to “hold”), en større birolle og en mindre birolle. Den anden mekanik var beskrivelsen af de to racer.
Enhver elver var besat med juveler og så pokkers pæn ud, og de var selvfølgelig altid perfekte uddseende. Gobliner havde altid en fejl, og det underbyggede præmisen om “casual racism” ret godt.
Det var lidt svært at komme rigtigt igang, men da vi endelig kørte var det pokkers solidt, og katastrofen da luftskibet Gargantuan styrter er som den reele historie, en pokkers god måde at lave “framing” på et samfund der er gennemsyret af elitisme og racisme, og ingen anerkender det.
Jeg var især glad for at rollerne var lavet til at være lidt på kant med det samfund, men i de fleste tilfælde stadig indordnede sig og jeg var vild med at spille en elver der frivilligt havde et seksuelt forhold til en goblin rigmand.
Dog, jeg er ikke hundrede på at katastrofe-situationer egner sig 100 pct til rollespil, da det virkede lidt svært at kunne holde eskalationsmomentet kørende så alle spillere er med.
Men smukt var det da. Især da ingen af os var villige til at give vores plads til en lille elverpige som styrtede i døden fra kanten af en redningsbåd.
SØNDAG:
Tradition tro, så lavede jeg intet søndag.
Jeg er ikke sikker på det er en god ting, da jeg endte med at brokke mig med Niels Sangill, både udenfor og til Bifrosts nye formand, som i stiv arm tog vores dommedagsprofetier, da sådan et par sortseere ikke lige var friske på at anerkende vores hobby som værende i vækst.
Jeg fik dog også et par gode samtaler med andre, og et par ideer til fremtiden.
Festen kom om aftenen.
Og som sædvaneligt var det svært for mig at falde ind. I det mindste var det nemmere i år, men der var tidspunkter hvor jeg lidt blev ramte af en fornemmelse at være en ø i midten af havet, og alle andre har formål med at være der.
Sjovt nok er der andre som har samme tanke, og er sådan lidt mismodig over hele fest-princippet. Er det bare mig, eller er der endnu færrere som leger med i år end førhen?
KONKLUSION:
Godt scenariefelt. God ‘val.
Lidt øv på hele fest-delen, men det er vist bare mine egne issues der spiller ind.
Måske burde Søndag få flere workshops eller GM-gruppesnak hvor at man kan perspektivere ens ‘val og se hvad man kan lære af det.
Så. Dunno.
Der kommer lidt mere, men det bliver senere, når jeg er blevet mere konstruktiv.
Uanset hvad, så bliver Kamelot fortalt i dybten, og så må jeg vel hellere få lavet lidt mere oversættelse på Marienburg. Der er vist også lidt rejsetid i min fremtid, så der kan måske komme lidt flere blogposts i fremtiden fra min side.
(Well, denne her gang er det ikke en anmeldelse. Pretty revolutionary, eh?)
For et par dage siden sad jeg på en stille stund i min forberedelse og gøglede lidt rundt på hjemmesider fra det store udland, og ledte efter rollespil der havde beskæftiget med en genre som jeg har haft lidt kig på, Mellemøstlig Fantasy.
Jeg fandt ret hurtigt nogle gamle kendinge, knap så gamle, og nogle helt nye. Her i blandt fandt jeg et spil udgivet af den eneste franske rollespilsproducent som jeg kender til, 7eme Circlé har før udgivet nogle okay spil der er blevet oversat til engelsk (Qin og Yggdrasill), men der kommer mere om dem på et andet tidspunkt.
Meget ofte kan deres spil sumeres op til ”Middelmådig setting, smålunkne regler og noget helt fantastisk artwork”. 7eme Circlé har så åbenbart også udgivet et spil, ”Carpharnaüm”, sat i en arabisk fantasy setting, ala ”Southlands” fra Kobold Press og ”Al-Qaedim”, dog med lidt mere ”Real World med Serienumrene skrabet af”, og det første jeg så var noget artwork der fik mit hjerte til at hoppe et skridt over. Der var nogle der havde sprængt budgetet, men når man tænker efter så har Frankrig en ret stor tradition for tegneseriekunst, så sultende kunstnere er der vel nok af. Desværre var der ikke nogen oversættelse, hvilket slog mig som ret underligt, da 7eme Circlé ofte har været ret gode, omend sløve, til at få deres produkter sendt ud på det internationale marked.
Men, så faldt jeg over svaret. 7eme Circlé var bare udgiverne.
Producenterne var nogle, for mig, helt ukendte typer i Montpellier, ved navn Studio Deadcrows, der nok ikke rigtigt har overvejet de baner.
Med research fandt jeg ret hurtigt frem til hvem hulen de var, og hvad de ellers havde kog i, men mit rustne franske var lidt af en hindring for at forstå det mest. Og snart befandt jeg på en hjemmeside med flere franske produkter, et side ved navn Black Book [www.black-book-editions.fr/ ].
Og det viste sig at Black Book var noget nær hovednerven på det franske marked, med både franske udgaver af gamle kendinge, importerede engelsksprogede bøger men også en overflod af produkter som jeg sjovt nok aldrig har hørt om og som efterlod mig mildest talt mundlam og ret jaloux når man sammenlignede med den tilsvarende danske udgivelsesscene.
Et par klik senere, og jeg havde en liste af spil jeg mildest talt kun fangede essensens af takket være Google Translate. Jeg er meget glad for at have hørt Black Book overvejer at oversætte et par af de følgende spil når de skal have en Anden Udgave, for jeg vil helt vildt gerne læse/spille dem.
Så, her følger en modifceret Google Translate af blurbs, samt mine indtryk.
Pavillion Noir
(Ja, det lyder åndet, især for folk der har spillet for meget Live med Pavillion Telte. Men det er åbenbart det franske ord for Flag. Pavillion Noir = Det Sorte Flag = Jolly Roger. Yessør, det handler om pirater!)
Black Flag is a role playing game that allows you to relive the adventures of pirates, privateers and freebooters Caribbean between 1530 and 1810. Embark today the mysterious lands of the New World ! What time will you choose to explore ? Will you travel around the world in the company of Francis Drake and ” sea dogs ” of Queen Elizabeth of England ? You join the ranks of the ” Brothers of the Coast ” at the time of the filibuster , to go on a race against the Spanish ? You join the revolt of the utopians of the terrible black flag during the ” golden age of piracy ” in the early eighteenth century? Leave you race against the enemies of the Crown, pledged the prestigious title of ” pirate king ”
Far from the Hollywood piracy, here is the real story of these lords of the sea, full of sound and fury. They called Henry Morgan, Blackbeard , Bartholomew Roberts, Red Rackham , Surcouf …
Based on the stories and testimonies of time , Black Flag ‘s ambition to be the historical game reference on piracy , it which does not exclude the epic action novels cloak and dagger films or fantastic stories ! Following the famous pirates whose names are entered in the legend , do you dare to brave death and the guns of the Royal , to run the seas in search of adventure and glory ? Will you try your turn to found a pirate state , free from tyranny ?
Huh. Well. Det var ikke hvad jeg regnede med før jeg proppede det igennem oversættelsen. Så, historiske pirater? Var det ikke det “Poison’d” prøvede på og endte med en “Human Occupied Landfill” situation?
Anyways, jeg har hørt at det kommer ud på et tidspunkt med en engelsk udgave, nu hvor de åbenbart er i gang med en 2nd Edition, og ideen om at hejse Jolly Roger og blæse et hul en spansk gallæse er ikke dum.
Dog, så kan man lære meget fra et spils karakterark, hvilket jeg har påpeget før.
Så. Det er en måske, men tror det kunne være ret cool.
Wulin – Chroniques du Pinceau & de l’Epée
Wulin – Chronicles of the Sword & Brush is a role playing game that offers you to live inspired epic adventures of the greatest adventure stories of Chinese banks as In water or Judge Bao and film gems such as wuxia tiger & Dragon , The House of Flying Daggers and A Chinese Ghost Story . Like a Robin Hood, slip into the skin of a Youxia , a wandering adventurer, and you rebel against injustice and corruption Dynasty Northern Songs or take on more mystical adversaries armed with your courage, your tricks or your science of martial arts. Your deeds will shape your caption in the whole empire. Listed game Wulin uses rules that are simple and rich , focused on an exalted narration and an abundance of details for total immersion . The context , China twelfth century , similar to that era of the Renaissance in Europe , has a complete and accurate description , both political and warriors issues, as art, as daily or even the supernatural order you can experience different moods and styles scenarios.
Okay? Jeg har *altid* været bidt af wuxia genren. Hell, jeg er lige blevet færdig med at køre en 1 årig kampagne i den genre, men det er godt nok ikke den nemmeste genre at arbejde med. Kamp skal handle om noget. Der skal være følelser placeret i det, og melodramatiken skal være høj som bare helvede.
Altså, umiddelbart ser det ud som om at artworket er godt, og at teksten har forstået den mere essentielle del af wuxia genren. Det er… ikke den mest rammende oversættelse, men der ser ud til at være en forståelse for det materiale som de prøver at bringe frem. Der snakkes så om et regelsystem der skulle være simpelt.
Igen, så er karakterarket et godt bud på at se om det holder vand. Selvfølgelig ikke en fejlfri metode, men hva pokker.
Well. Pænt er det da.
5 stats, der passer meget fint på settingen.
Gong Fu (Well, kickass stat), Corps (Fysik?), Espirit (Sprituel stat), Allure (Karisma?), Force Interieure (Indre Styrke? Vilje?)
Der ser ud til både at være Social Skade, Fysisk Skade og hvad jeg tror er Kung Fu skade. (Kamp indtil overgivelse), med dertil hørende Forsvar-scores.
Yin og Yang point, og dertil hørende “Aspects”, et træk der minder lidt om 7eme Circlé’s QIN, som er i samme genré.
Er i tvivl om der er noget man kan bruge de der Legendariske Traits, Trouble Trait og Disgrace Traits, med legendepoint (Heltepoint?).
Samt lidt i midten der lidt fremmed.
Well. Det ser ret cool ud, alt ting i betragtning.
Jeg har fundet et par anmeldelser af systemet, men de er sjovt nok på fransk, så det kommer til at tage lidt tid at læse det igennem. Kan ske jeg trækker det frem igen i en anden blogpost.
Eleussis
Take your destiny ! You’ve always been lucky . So far, your life has been full of success; you succeeded in all that you have undertaken . Then you have found your peers . They explained that you have what you believe to be your good fortune was in fact a gift that you could learn to use, you could still develop.
You are a mystic. Only human beings can change the course of events, the mystics founded empires, lead revolutions, engage in turf wars. From ancient Greece, traditions give them to read the signs of the memoirs, Atropos, Clotho and Lachesis, goddesses of fate. The lives of mystics is made of champagne and mystery, adventure and charity galas; they are at the border of two worlds, one as dangerous as the other is luxurious. In Eleusis, embody the characters able to write history, to change the world and draw the greatest benefits. Your powers never fail, but you will have to manage the consequences. Thanks to the pyramids of influence, viewing directly on your card where your true grip is located on the company and what you can do for the common good or for your sole benefit.
You will find in this book :
– A complete description of the world of mystics , their most important organizations , etiquette, ceremonies and mystical traditions – A simple game system and kinematics which highlights the actions of the characters. – A full influence of management mechanism to know exactly how a mystic controls its power circles . – The description of the talents of mystics , which directly alter the course of history . – A great scenario with five preprints characters and over 50 gurants illustrated in the world of organized crime and drug trafficing around the Mediterranean basin .
Come join the great of this world ! Will you meet your desires?
Hmm, Coveret fanger mig en smule.
Det ligner umiddelbart en af de klassiske franske, low-key drama tegneserier, der alle sammen har et eller andet smukt at sige omkring livets evindelige op og nedture.
Er dog ikke sikker på at settingen siger mig noget.
Rige, heldige folk er medlemmer af en race af hemmelige overmennsker? Min anti-elitisme radar blinker lidt ved at tænke på at Hellerup måske i virkeligheden er en okkult højborg der er grundlæggende bedre end mig, rent magisk.
Kan selvfølgelig også være der er gået noget tabt i oversættelsen.
Tenga
”Tenga offers to play in Japan in the late sixteenth century. After a perpetual war period, the Oda clan managed to take a decisive advantage towards domination and unification. But while his master is murdered by one of their own , old rivalries between his generals wake up and yesterday’s enemies could become allies of tomorrow … Like many others , you are faced with the agony of a world that no longer means anything and birth in the pain of another nobody yet fully understood .
GM SCREEN The game screen consists of 4 screens with Small flaps on one side color illustration presented below against each other and the necessary tables to DOJ (GM?) for the success of the patie (Party). It comes with a small booklet of 36 pages Format proposing the domain description of Ukita : background , NPC (some historical personalities of the region) , remarkable places (castle, shrine , inn , etc.) , hooks d adventure and plan it all!”
Øj!
Jeg er stor fan af japanske film, og der er op til flere rollespil der bruger det.
En ny vinkel på det ville ikke være dårlig, så al magt til folk der prøver at emulere chanbara-genren og Kurosawa igennem rollespil.
Hell, hvis ikke det var fordi at jeg allerede have ”Blood & Honor”, ”L5R” og ”World of Dew”, så kunne jeg godt se mig selv købe det og oversætte det til engelsk. Hvad angår arket? Det ser pænt simpelt ud.
Oltreé!
Oltréé ! is a role playing game of adventure and exploration. The players embody patrol , invested a former mission : protect the inhabitants of the empire, establishing peace and monitor communication. But the empire is gone and remains only the mission and patrol boats, tenacious and courageous, who work daily in feral territories.
The universe offers a high medieval atmosphere and great barbarian migrations , where the technology is still very rudimentary and territories inhabited separated from each other by vast wilderness areas and difficult to access , marked by colored fairy fantasy science -Fiction planet where magic is common but not very powerful .
Oltréé! offers an open playing experience where players are encouraged to feed the world and adventures of their own ideas and desires. The leader of this game to its players to explore a region – region he has established itself thanks to the many tools offered or he will find ready to play in the book. These are the players who decide the objectives of their characters and, through the mechanisms patrol card, part of the mysteries they uncover and dangers they face. Much of the book is devoted to the tools and advice that allow to exploit the wealth of an open game where players are free to come and go without guides – tools to constantly motivate and involve characters players, tools to assist the playmaker maintain a high voltage level and create many game elements in an instant.
Oltréé! is in the form of a pack comprising: – a book of 128 pages, including all rules and game tips and a complete bestiary region nd ready to play. – a 32-page booklet – the manual of the patrol – gathering all the information to the players: the people, the motivations, magic, alchemy, animal companions and the following, etc … – a screen containing all four components tables and gaming aids for the leader. – 108 playing cards B & W, in three packages: the exaltations cards (54 cards), the persecution of cards (18 cards) and patrol cards (36 cards) – to provide a unique gaming experience for your players. – a blank card numbered hexagons, reproduce freely, to quickly create your play areas
Errr, cool?
Jeg tvivler på jeg er den eneste der har tænkt at et job som udforsker, korttegner eller landmåler må have været pænt problematisk i tidligere tider? Det lyder lidt som om at Oltreé er skrædersyet til formålet. Jeg erindrer at jeg i en rødvinsbrændert med en tidligere roommate snakkede om at være landmåler i f.eks Warhammer Verdenen. Et emne jeg også erindrer at Johs have fat i på et tidspunkt.
Right. Nu da i har set bare en brøkdel af hvad der er i den franske kulturskat, så håber jeg at i er blevet fristet til selv at gå på opdagelse, hvis jeres fransk er bedre end mit.
Jeg regner med at vende tilbage til den store verden af ikke-engelske rollespil, da jeg har sat mit øje på en gammel kending som jeg er nød til at vise jer. (Det indvolverer Viggo Mortensen og et helt overdådigt moustache, just saying.) Så, der kommer nok flere blogposts af den her type.
Men næste gang? Så tager vi afsted til en fjern, fjern galakse, da jeg er begyndt at spille…
Den sygende sol begyndte sit langsomme fald imod horisonten, dens blege lys badede Duskwall i de få timers tilbageværende dagslys. Manglen på dette passede skam medlemmerne af banden meget fint.
Som så mange andre eksistenser i Crow’s Foot var de langt mere tilpasse ved mørket.
På kajen foran dem var en overpyntet flodfærge forankret, imens at alskens luksuriøse varer var ved at blive slæbt ombord. Der var fin rom og whisky, næsten helt rene opiater og barbiturater, puder af silke til brug i mørklagte nydelse kamre og sågar mænd og kvinder fra de bedste bordeller i Silkshore. Alt hvad et sundt og amoralsk hjerte begærede.
Officielt var stedet en klub for de særlige indbudte, der sejlede på kanalerne imens at gæsterne svælgede i deres værts gæstfrihed. Dog var overfladen på den Gyldne Galease bare et skalkeskjul for intet ringere end en af byens mest eksklusive ulovlige spillesteder.
I aften var Kranienatten, en aften hvor alle byens vantro udnyttede en helligdag på morgendagen, til at trække sig igennem det moralske søle. Og sådan et sted som her, så ville indtjeningen være større end nogensinde. I hvert fald hvis Mr. Silvers kilde havde haft ret.
De tre tyve tog et sidste bestik af situationen de var på vej ind i, og gik derefter hastigt imod kajen hvor deres egen gondol var fortøjeret.
Snart faldt mørket på, og der var meget der skulle nås inden at kuppet gik i gang.
BLADES IN THE DARK – en anmeldelse –
Jeg har altid haft en svaghed for historier om kriminelle.
Det bunder nok egentlig i min egen mistro overfor autoriteter og de muligheder som ligger for dagen hvis man bare smed alle disse snærende love og bånd ud til højre.
Derfor har det altid været interessant at sætte fokus på livet iblandt udskud. ”The Wire”, ”Sons of Anarchy”, “Thief”-spilserien og ”The Lies of Locke Lamora” af Scott Lynch, har altid figureret højt på min liste over favoritmedier der handlede om genren. Kombineret med film som ”Ocean’s Eleven”, ”The Italian Job” og ”Heat” så har man en fandens cocktail der smager som højoktan adrenalin, raketbrændstof, salmiak og billig bourbon.
Og er sikker på at der er folk der er enige med mig, især i rollespilsmiljøet. Det er derfor at de fleste D&D grupper oftest til sidst rammer antihelte stadiet der ligger udover loven. Det er derfor at Shadowrun voksede sig ud af Cyberpunk-bølgen og sidenhen holdt sig fast med deres fokus på kriminelle Skyggeeksistenser der agerede lejesoldater.
Den mest brugte Star Wars rollespilsmodel var som oftest udskud og slyngler ala Han Solo, da livet som Jedi ikke ofte appellerede til rollespillere med deres strenge moralske kodeks og truslen fra de mørke side.
Det største problem var nok egentlig at disse mere traditionelle spil som oftest gjorde en fortælling om snedige kriminelle til en tung og problematisk størrelse.
Jeg husker de mange aftener jeg brugte på at planlægge store og snedige planer, minutiøse detaljer udregnet og nedskrevet imens at mine holdkammerater lavede fodarbejdet og fandt oplysning efter oplysning. Vores hacker brugte oftest hele segmenter på en spilaften i enerum med GM’en på at få de rigtige koder anskaffet. (Som oftest der vi andre hentede pizzaer)
Og til sidst, efter fire timers intensiv planlægning, så begyndte kuppet.
Som så mange andre ting, så gik intet godt. Folk der skulle virke bundprofessionelle glemte hurtigt planen der kun forudså halvdelen af alle de faktorer der spillede ind. Som en klog mand, Helmuth von Moltke, sagde engang: ”Ingen plan overlever første kontakt med fjenden.”
Det er aldrig helt forkert, men for pokker hvor er den klassiske rollespiller løsning triviel. Skyd dig vej ud.
Kombineret med ofte tunge regler, så har det været lidt af en kamp at komme igennem de fleste af den slags kampagner, som jeg måske oplevede hårdest da jeg var GM på en Shadowrun kampagne for en tre år siden. Selv en gangs scenarier som dem der husere på Fastaval har haft problemer med at få det til at hænge sammen. (se f.eks. ”Magician Impossible” (Sorry Kristian, men der manglede noget for at give det tænder.))
Problemet har dog været ret kendt i kredse som sidder og leger med systemer.
”Fastlane” var designet med heist-genren i tanken. Spycraft 2.0 rørte perifært ved det. Det samme gjorde True20 settingen ”Technothrillers”.
John Wick prøvede at tackle det indenfor spiongenren med sit spil ”Wilderness of Mirrors”, men det første store gennembrud indenfor området skete da Margret Weis Publishing udgav et spil baseret på tv-serien Leverage i 2011, og brugte deres nylige udviklede Cortex+ system til det.
Basalt set er det et system der på sammen tid er nogenlunde ortodokst opbygget, men bruger terninger som symboler for værdier på forhold, planer og idealer ud over det normale.
I sig selv er Cortex+ ikke revolutionerende, men fordi at de brugte Leverage-seriens måde at operere på gjorde det at de fik kanoniseret en nemmere tilgang til Planlægning. Du laver det simpelhent ikke.
Al planlægning foregår i flashbacks og flash-sideways. For en tv-serie var det imperativt at deres handling var kort og stadig intelligent. Hele Leverage-konceptet blev lavet af John Rogers, en man som allerede havde en rollespilsbaggrund, og at sætte dette koncept sammen med rollespil fungerede fantastisk.
Rogers har sidenhen også lavet RPG-materiale, f.eks. i FATE Core ”Worlds of Shadows”-supplementet, hvor han skrev CrimeWorld-settingen.
Leverage afgik desværre ved døden som så mange andre license-baserede spil, og MWP gik videre til andre projekter der også brugte Cortex+.
Men dens arv gik videre til det spil vi skal tale om i dag.
Jeg opdagede det først tilbage i marts 2015 hvor en Kickstarter gik i gang. Billedet af en knivbærende slyngel der bar en vis lighed til Garrett fra Thief fik mig først til at klikke på reklamebanneret på mit sædvanelige e-haunt, RPG.Net.
Derefter solgte beskrivelse mig på stedet. “The streets of Duskwall are haunted.
By vengeful ghosts and cruel demons.
By the masked spirit wardens and their lightning-hooks. By sharp-eyed inspectors and their gossiping crows.
By the alluring hawkers of vice and pleasure. By thieves and killers and scoundrels like you — the Blades in the Dark.
The noble elite grow ever richer from the profits of their leviathan-hunting fleets and electroplasm refineries.
The Bluecoats of the constabulary crack skulls and line their pockets with graft. The powerful crime syndicates leech coin from every business, brothel, drug den, and gambling house.
And then there’s your crew of scoundrels: all the way down at the bottom rung. Can you make it to the top? What are you willing to do to get there?
There’s only one way to find out…”
Charmin’ fella, ain’t he?
Så. En kombination af Thief, Dishonored og The Lies of Locke Lamora? Solgt.
Men, som så meget andet, så bevæger jeg mig ikke rigtigt I miljøer som er specielt interesserede i spil der går udenfor simulationist/gamist kasserne. Narrative-spil er desværre ikke deres kop te. Så, Blades, der ikke engang var færdiggjort, røg ind på bagerste parket i den store spilkø.
Det var så lige indtil her i august hvor at min mest uortodokse spilgruppe afsluttede vores et-års ugekampagne. Der havde været episk kung-fu og kinesisk drama på menuen i et helt år.
Alle var enige om at der skulle skiftes spor til en helt anden genre.
Kravene var som følger:
– Jeg skulle være GM (Jeg var den af de to GM’er der havde færrest kampagner).
– Ingen Østasiatisk settings, da vi lige havde haft det i overflod (ellers noget jeg har en svaghed for).
– Ingen Sci-Fi (En af spillerne har begrænset tolerence for den genre).
– Ingen 100 pct. Grimdark (så, Unhallowed Metropolis som jeg overvejede var også ude).
Meget åbne kriterier, ikke?
Jeg overvejede et kort øjeblik at vende tilbage til en gammel kending med Bruce Baugh’s ”The Kerberos Club”, men kom fra det igen da jeg huskede min hovedpine med Wild Talents systemet.
Et forslag kom for at tage min gamle ide med en motorcykelklub der kørte på Underverdenens veje.
Så kom åbenbaringen. Dark Fantasy Criminals, og nærmere bestemt, ”Blades in the Dark”!
Folk var på som lopper på en hund, og næste uge var vi klar til at kaste os ud i det.
(Note: Jeg baserer denne anmeldelse på den nuværende QuickStart til Backerne. Dette er ikke et færdigt produkt, men det føles eddermanme som et.)
Setting
Vi skriver året 847 efter Imperiets Tidsregning.
Den Udødelige Kejser har siddet på sin trone siden den store katastrofe der knuste verdenen. Kun de store lynbarrierer holder de Ødemarkens Hvileløse Døde væk fra de fæstnings-lignende storbyer, der i århundreder har været det eneste tilflugtssted for menneskeheden.
Solen er i denne verden bleg og kold, med kun få timers egentligt dagslys, hvor efter at tolv timers stjerneløst mørke lægger sig over verdenen.
Spillet foregår i Duskwall, en enorm industri-by, hvis dokke huser enorme flåder af leviathan-fangerskibe, der levere Imperiets energi. Olien fra havets dæmoniske kæmper er kilden til den elektricitet som holder byerne kørene og forbundne. Men det kræver at de enorme jernskibe drager ud på de blæksorte bølger.
I en sådan by er der selvfølgelig en enorm underklasse. Og et endnu større element af fordækte og lyssky elementer der alle sammen forsøger at få en bid af en alt for lille kage.
Banderne har eksisteret så længe Imperiet har bestået, og enhver ny gruppe må skære sig territorium fra andre for overhovedet at kunne gøre krav på noget som helst. Det er sted hvor at tyve, hælere, ludere, mordere og kultister trives, og et af de værste områder i byen bliver kaldt Crow’s Foot, et fattigt kvarter der engang har været en midtbydel, men er blevet overladt til forfald og hvem end der kun havde råd til at bo i en bydel der regnes for mere risikabel end Havnekvarteret.
Et lederskifte i den dominerende bande, The Crows, har fået to mindre bander, the Lampblacks og The Red Sashes, til at gå i kødet på hinanden imens at den større bande er optaget af at genvinde kontrollen.
Og det er *her* at spillerne kommer ind i billedet.
Karaktere Som i ApocalypseWorld, DungeonWorld og lignende, så kommer karaktererne i pakker der kaldes Playbooks.
I Blades kan du spille en Cutter (der løser ting med vold), en Hound (der løser ting ved at være en blodhund og snigskytte), en Lurk (der løser problemer ved at være liste og stille), en Slide (der løser ting ved at snakke og snyde sig igennem dem) og en Whisper (der løser ting ved hjælp af det overnaturlige, som oftest de spøgelser der til overflod findes i settingen). Den færdig bog kommer til at indeholde to andre Playbooks, med henholdvist en Leech (der løser problemer med gadgets, potions og snilde) og en Spider (der løser problemer med overblik, teamwork og de absolut bedste planer).
Alle karaktere kommer med muligheder for forbindelser, venner, rivaler og en specifik Vice som er både en motivation men også en hindring.
Derefter skal gruppen vælge deres egen Playbook. Der kommer til at være en del muligheder i det endelige produkt, men som det er lige nu, så er der kun en enkelt mulighed, nemlig Theives.
Vi var alle meget tilfredse med den mulighed, og gik i gang med at lave karaktere.
Vi endte med følgende.
En Slide, kaldet Mr. Silver, en bastard af en adelsmand der prøve at skabe sig en tilværelse i det akademiske miljø, kun for at indse at det gode luksusliv var det eneste der duede for ham. Han faldt hurtigt i med det kriminelle miljø for at financier sit overforbrug af dyr vin, mad og teaterbilletter. (Vice: Luxuries)
Desværre havde han en skærmydsel med sin bandechef, Bazzo Baz fra the Lampblacks, og drog ud på egen hånd og grundlagde The Spooks sammen med de andre spillere. Dette har dog gjort ham til en upopulær mand hos Bazzo Baz, der egentlig så ham som en ven før at Silver begik sit forræderi.
En Lurk, med navnet Magpie. En pige der altid har været på gaden og har lært sig femfingerrabat fra en tidlig alder. En gammel kending af retsvæsnet i byen, men som tingene står har hun skabt sig et navn som pengeskabsåbner og second-story operativ.
Desværre har et liv på gaden efterladt hendes nerver flossede og ødelagte, og hendes forbrug af et opiat ved navn Liquid Void har været hendes eneste aflastning. (Vice: Drugs)
Silver hyrede hende ved at få hende brudt ud af Ironhook Prison, da han manglede en til det tekniske arbejde med skabe og låse.
En Hound, ved med øgenavnet Red, meget klassisk på grund af hendes røde hår.
En slagterdatter fra arbejderklassen der prøvede at skabe sig en karriere i byens største og pseudo-lovlige bande, TheBluecoats (Byvagten). Da hun i en uheldig episode skød en vagtkaptajn, så måtte hun finde en levevej i et andet erhverv.
Hendes kort tid i Lampblack-banden sluttede brat da hun fulgte med Silver ud af banden, overbevist om at han ville kommer længere end Bazzo.
Hvad angår hendes fritid, så bruger hun den på at få afløb for sine fyrige aggressioner igennem et lille bijob i de mere fordækte nydelseshuse i byen. Under navnet Hertuginden tager hun rige masochister under sin kærlige behandling, og det er efterhånden blevet hendes eneste måde at få afløb for hendes frustrationer. (Vice: Pain)
Red er bandens øjne og muskler, da hendes træning hos Bluecoats har givet hende evner man normalt ikke finder iblandt det almene udskud.
The Spooks har deres skjulte base under en forretning der sælger noget så gammeldags som lampeolie. Naturligvis er der ingen der køber den slags længere, så anonymiteten giver oftest pote. De er som sagt Tyveknægte af profession, og ingen der egentlig ved om de skal tage dem seriøst.
De ernærer sig ved at stjæle tegnebøger, arvesølv og andre værdigenstande, og sælger dem videre til deres hæler, Amancio.
De har i det mindste nogle få allierede i andre fraktioner, men der er også bander som ser dem som en lus der bare skal knuses ved først kommende lejelighed. Dog er bandekrigen vigtigere på nuværende tidspunkt.
The Spooks har på nuværende tidspunkt ingen andre medlemmer end de tre spillere, men har i det mindste deres forbindelser i orden.
En væsentlig del af spillet er omverdenen. Spillerne er ikke i et vakuum, og det kan mærkes da deres Relationships med de forskellige grupper kan følges på et dertil indrettet ark. Som tingene står, er The Spooks på god fod med en bande af selvtægts-mænd ved navn The Lost, medlemmerne af Gondolernes Laug og med de akademiske kredse i byens styre, Administrationen. Negative relationer er som sagt Lampblacks, Bluecoats og Ironhook Prison. Hver eneste gang at banden vil udvide deres territorium per deres muligheder i deres Playbook, så er der nogen der må miste noget, og det giver naturligvis negative Status-point i den pågældende fraktion.
Det er for mig en ret smart måde at inkludere konfliktskabelse ind i selve spillets mekaniske del.
Systemet
Der er tydelige inspirationer fra *World-spillene. Det hele ordnes med sekssidede terninger, der angiver niveauet af succes på den højeste ternings individuelle værdi. Niveauet bliver målt på Effekt.
Som oftest er en standard Effekt på 2 og angiver at formålet med slaget lykkes.
Alt efter hvilken situation som spilkarakteren befinder sig i, så er der tre Positions som der handles ud fra. Dominant, du har fod på det hele og ved præcist hvad der skal gøres. Daring, det er risikabelt, og lidt et sats hvis du går i gang med det. Desperate. Well, den siger lidt sig selv. Du er på røven.
Alt efter Position, så er der forskellige resultater på terningerne, og enten modificere de Effect, eller også sker der ting som virkelig ikke skulle ske. Det kan være ting som Harm (dvs. skade af en art), Complications (Ting går ad vandsbæk til) eller du kan blive tvunget ind i en dårligere Position end før.
Negative resultater kan reddes, men det tvinger spilleren at modtage Stress points. Optjen otte af dem, og du ender med et Trauma. Får fire af dem? Så er det slutningen på en karakter og vedkommende må trække sig fra det kriminelle liv.
Dette samme forhold fungerer med ens Crew, der ved hvert kup/mission optjener Heat, der går over i Wanted levels. Når du når 4? Så har du fået for meget opmærksomhed, og en menneskejagt begynder og hele banden ryger ind og spjælde den. Hvis ikke de bliver hængt.
Så, der er en begrænset løbebane for de kriminelle i Blades.
Et andet koncept som der kommer i spil i Blades er Progress Clocks.
Det er egentlig bare en optælling af det antal Effect der skal bruges for at opnå et mål.
De bliver præsenteret som cirkler med sektionsopdelinger, og optræder fra 4 til 8. Det er en fin måde at holde styr på fremskridt i længere opgaver, men der er i bogen gode råd til hvordan man får foreskellige Clocks til at interagere med hinanden, og fungere som glimrende visuel hjælp til både GM og Spillere til hvordan de klarer sig. Clocks som tæller imod spillerne tikker ofte fremad når at spillerne slår dårligt.
Der kan sættes Clocks på alle planer og projekter. Ikke kun spillernes. De relevante NPC fraktioner har også Clocks som ticker fremad for at håndtere deres agenda. Mere om det senere.
I starten troede jeg faktisk alt i spillet skulle pine og død sættes på et Progress Clock, men der er også mere simple handlinger tilstede i systemet, som egentlig bare er en klaret/ikkeklaret situation.
Hele møllen fungerer også ligesom *World systemerne, så det er GM der beder om et rul når at fiktionen kræver det. Det kræver tilvænning, især fordi at de lægger mere narrativt ansvar over på spillerne, og er ligesom *World ikke noget alle vil finde lige nemt.
Det er imperativt at kunne bedømme fiktionen til at kunne finde ud af hvem der er i hvilken position.
Et eksempel fra mit eget spil kunne være min spillers Lurk, der befinder sig i en situation hvor hun sidder og kæler med et pengeskab i ro og mag og er derfor i en Dominant Position.
Hvorimod, da en knivbærende morder kaster sig imod den meget lidt kamprede Magpie, så er hun helt klart i en Desperate Situation.
Der til skal det så siges, at takket være metaspillet vil du gerne have din karakter i Desperate Positions, da det er en af mulighederne for at indtjene point til at få flere ting fra din Playbook.
Missioner, Kup og alt andet godt Som jeg skrev tidligere, så blev der skabt en løsning på planlægnings-problematikken.
Du planlægger intet på forhånd, andet end din hensigt. En mission starter med at du som GM ridser scenen, indledende Progress Clocks og hensigten med missionen op, og kaster bolden til spillerne og spørger dem: ”Who is On Point?”.
Derfra er fortæller de hvordan deres karaktere går fremad med det hele, og du som GM væver fortællingen i samarbejde med dem.
Al forberedelse der har en indflydelse på kuppet foregår i Flashbacks. Alt efter hvor langt ude det er at de kunne forbedrede sig på hvad end Flashbacket drejer sig om, så bliver der givet Stress Points. Plausible scenarier, så som at du har overvåget stedet og har holdt øje med vagtrotationen, koster 0 Stress. Nogle gange bliver der brug for terningerul, men resultatet er det samme. Du får skaffet en Effekt ind til når du laver dit rul, og Effekt bliver anbragt som ticks på det pågældende Clock.
Pretty smooth, eh?
Du fortæller så med spillerne hvordan at kuppet løber afsted, og til sidst, alt efter udfaldet, så regnes der Payoff og Heat ud. Payoff er penge-point, de symboliser rigdom og bruges på at ryge i spillernes Stash til deres uundgåelige pension, til at finansiere deres Vices, som der kan hjælpe dig med at fjerne Stress og andre nyttige ting.
Heat er som sagt ligesom Stress, bare for Crewet. Mængden afhænger af hvor meget opmærksomhed hele operationen har tiltrukket. Nogen døde? Er der blevet affyret en pistol? Hvem blev røvet?
De kan fjernes med lidt arbejde, og det bringer os videre til Downtime.
Downtime
Tiden imellem kup er hvor at du laver upkeep på Crew og Karakter.
Her kan du bruge du tid på at nyde din Vice for at slippe af med Stress. Du kan bestikke folk til at fjerne Heat. Du kan pleje forbindelser, komme dig over sår og arbejde på dine egne projekter.
En Downtime giver to Actions som du kan bruge som du lyster.
Det er også her man planlægger at tage nyt territorie og finder muligheder for nye kup.
Naturligvis er det også her at Fraktionernes projekter og agendaer kommer i spil, og lokalområdet bevæger sig omkring spillerne. Som GM laver du noget der bliver kaldt Fortune Rolls som relaterer til hvordan Fraktionernes egne Clocks går fremad eller måske endda tilbage.
I mit spil er banden krigen imellem Red Sashes og Lampblacks godt på vej mod en slutning, da Bazzo Baz har forstået hvor hårdt man kan gå når overmagten i The Crows er desorganiseret som bare pokker. Medmindre spillerne går noget, så kan det ske at der snart venter dem en ny gadeorden, og Bazzo måske begynder at se dem som nye rivaler.
Og det er sådan ca. hvordan Blades in the Dark fungerer.
Før vi slutter, så er der lige et par emner om selve produktet vi nok må tage op, lige for en kort bemærkning, bare for at få styr på et par ting.
Artwork
Well. Det er der er, det er nogle meget pæne blæk og gråtone tegninger som er det eneste artwork.
Det er ret gennemført, og henleder tankerne på en del lækre tegneserier med samme feel. Det leder dog også tankerne hen på Sin City, hvilket kan være både godt og skidt.
Men det virker, og holder stilen, hvilket er et stort plus i min bog.
Præsentation
Jeg er ikke typen der går amok over dårligt layout. Men når det er godt, så skal det have rose.
Quickstart-dokumentet er ret pænt, og man får præsenteret information på en nem måde, når at hver side rent faktisk kan indeholde hele deres emne.
Den slipper let, men lad os se om det holder ved den reele bog.
Bedømmelse
Jeg er fan. Både af setting, men også af systemet.
Jeg har endnu ikke rørt den del af settingen der er overnaturlig, men det kommer nok når jeg kommer videre med kampagnen. For mange vil det nok kræve en vis tilvending at arbejde på den her måde, men jeg er sikker på at hvis du som GM ved hvad du laver, så kan du hjælpe nye spillere ind i måde at spille den her type spil med lethed.
Faktisk kommer den største problematik nok i spil hvis du har at gøre med folk der har arbejdet med klassiske systemer i rigtig mange år. Men den er jo aldrig helt nemt.
Så. Hvis du har modet på at forsøge at rejse dig fra støvet i Duskwall og være en slyngel i en by der har mindre nåde til overs end Giles de Rais på en dårlig dag, så vil jeg anbefale dig at samle en kniv op, stikke manden ned med den største tegnebog, og slutte dig til et crew.
Du ender nok som et nedbrudt, ynkeligt væsen i et flophouse, men i det mindste gjorde du forsøget på at ”make it big”. Hvis din karriere ender med Bluecoats der jagter dig som en køter igennem gaderne? Try not to bleed on my piece of cobblestone.
