Magiske Cirkler ved et Bord og andre BrainHax

Årkay.
Ramble time!

Jeg sidder lige her med en Mint Julip og prøver at fordøje den sidste weekends indtryk, hvor jeg var afsted til et LARP og skulle som 1.9m høj person spille et egern. (Medmindre alle synes *det* er skriveværdigt, så nævner vi ikke mere om det.)

Men, det der rent faktisk fangede min interesse var en teknik som er efterhånden er blevet et ret normalt værktøj i flere af de LARP scenarier jeg har været en del af.
Intromusikken hvor man lukker øjnene og kommer gradvist in-game når at musikken slutter. Jeg synes det er megafedt og har flere gange overvejet hvorfor det rent faktisk virker, om det virker omkring bordet og om jeg bør tage det med i mine kampagner.
Faktisk, så handler det nok mest at jeg ikke altid er så kæmpe fan af hele kampen om at komme i gang når man rent faktisk skal spille, og musikken virker som et godt signal til at begynde. Men, der er nok lidt mere end bare det under overfladen.
Grundlæægende set kan man lave en fast handling når der skal startes et spil, og i det her tilfælde kan man afspille en temamelodi på ca 1 min.
Luk Øjnene, Lyt til Musikken og lad dig selv blive transporteret ind i spillets virkelighed hvor at vi i fælleskab former den historie som skal til at begynde nu.

Men, nu siger du sikkert “Det virker mega-akavet og påtaget!”
Men! Er det mere påtaget end at sidde ned rundt omkring et bord og snakke om hvad vores fantasi-fostre laver? Jeg er med på at når det ikke nødvendigvist er en del af rutinen, så bliver det sgu besværligt at skulle indføre det uden at man virker som en eller anden artsy type.
Eller også virker det new agey/edgelordy/etc. og flere tillægsord jeg ikke kan komme på nu, men det gør naturligvist at nogen mennesker søger væk fra den slags metoder.
Mit bedste råd er nok egentlig, “Du vender dig til det” – men det er nok ikke noget for alle.

Men, hvorfor virker det egentlig?
Hele konceptet kan også koges ned til “Den Magiske Cirkel“, hvor vi i spilgruppen udfører en handling der signalere begyndelsen på en fælles oplevelse og giver hinanden lov til at være kreative og rent faktisk indleve os i historien. Du finder det samme i teateret når tæppet går. Der sker noget, og vi giver os selv lov til at give slip og sætte os ind i historien.
Musik er bare afgjort den nemmeste måde at skabe det her rum. Jeg orker personligt ikke at ændre på lys og ligende når man går i gang med et spil, men nogen elsker sterinlys.
Og uanset hvad, så bruger vi det allerede når vi går i gang med at være ingame og snakker henover bordet, men jeg kan sige at bruge den slags værktøjer har faktisk en nytte.

Jeg synes det er en interessant metode at kommunikere med dine spillere på uden rent faktisk skulle verbalt kommunikere. Man kunne nok også bruge en dommerfløjte, men den er altså langt mindre cool en et stykke sjovt tema-musik det også hjælper med at skabe stemning.
Hvis man gør det igen og igen, så bliver det nemmere og nemmere for spillerne at falde ind i rollen når de træder ind i den magiske cirkel, lidt ala Klassisk Betinging/Pavlovian Learning/hundetræning.
Man kan godt narre en hjerne til at fokusere lidt mere, hvilket ofte er en udfording. Det handler om vaner, og om hvordan man tilgår det hele.
Vi har nemt ved at gøre det i biografen, men de fleste af os har været i biografen stort set hele vores liv og forstår at vi er tilladt at fordybe os i filmens univers (hvilket ofte også er derfor at vi reagerer så stærkt når nogen er klaphatte nok til at snakke igennem filmen!).
Så, jo flere gange du spiller din temamusik, jo mindre cringe bliver det for dine spillere. Især hvis du fortæller dem hvorfor det er vigtigt!

Alt hvad der bliver påvirket af… okay, jeg fatter lidt af det her, men tror sgu egentlig det er lidt for high-brow til den her blog. Pænt at se på, tænk over det.

Andre Muligheder/BrainHax
Nogen gange kan det også betale sig at også indarbejde en ritualiseret slutning på spilgangen.
Samme koncept med enten et stykke musik eller nogle specielle ord, eller som det jeg har gjort, afslutning og videre til en debriefing.
Det er noget jeg i de sidste par år har haft god success med i mine spilgrupper. Jeg har ingen teoretisk viden til at kunne påstå hvorfor det faktisk har en effekt, men min praktiske erfaring viser at folk får nemmere ved at kunne forholde sig til deres karakterer og den historie.
Jeg plejer at slutte spilgange med at spørge spillerne om følgende:
– Hvad synes du var fedt at du selv oplevede eller lærte?
– Hvad vil i gerne fremhæve ved det som [Karakter X] gjorde i aften?
Det får spillerne til at tænke over spilgangen imens at minderne stadig er friske, og adskiller hurtigt spilleren fra sin egen karakter og tvinger dem til at tænke mere over historien. (Spillederen er selvfølgelig også en spiller her!)

Well. Hvis du i forvejen har ustrukturerede spilgange, så ved jeg faktisk ikke om at få en temasang, en monolog eller en struktureret slutning ville hjælpe så meget, for gassen går lidt af ballonen når det ikke er en vane.
Plus, hvis dine spillere bare gerne vil slappe af og rulle d20ere, så er der ikke ligefrem nogen grund til at genopfinde jeres spilstruktur.

---

Hvordan kan jeg bruge der her til noget?
Godt spørgsmål. Jeg tror det nemmeste er nok at fortælle dine spillere om hvorfor du mener det her er et godt værktøj, og måske også bede dem om at holde dig op på det.
Jeg bruger ikke alle ideerne som blev skrevet her selv, og min flyvende ADHD Hjerne kan ofte ikke få det sat i system. Men, som så meget andet, så handler det måske om at der bliver sat checklister op og ansvaret bliver fordelt ud på flere personer.
Bare fordi at du er GM, så betyder det altså ikke at du skal stå med alle aberne.

Hold jer muntre til næste gang. Jeg modtager gerne indspark eller ideer til hvad der skal skrives om, eller nogen der siger at det her shitshow ikke gav noget der minder om mening.
Hell, I’ll even take dares.