Såeh. Ja.
Det er lidt en underlig titel. Men, det er ca sådan jeg bedst kan beskrive alt der er foregået.
Så, jeg har lidt at berette om, måske nogle råd og ellers bare en tanke eller to om hvad at RP kan hjælpe en med når alting brager omkring en med et skraldebang.
Hvis du ikke orker at læse om endnu en gang Plague-Advice, så hop til næste sektion og find ud af hvad jeg har fået ud af mine kampagner i år.
Når Gamle Hunde skal lære at Spille Poker Online
Well.
Jeg tror vist at vi alle kan skrive under på at det var en jævnt dårlig ide at fysisk spille noget som helst på vanlig, fysisk måde i perioden 11. Marts til start-Juni.
Og det tvang mig til at improvisere noget så grusomt.
For, er der en ting som min kombinerede ADHD/ASD hjerne ikke kan arbejde med, så er det ikke at kunne spille rollespil med mine venner. Det er ca sådan jeg klarer at få noget der minder om sociale input. Det kan godt lyde lidt spøjst, men det er nu sådan det en gang er.
Jeg havde indtil de dage forsvoret online RP, hovedsageligt fordi jeg havde nok i mit eget lille nærområde. Men, så ramte force majeure, og så sad jeg pludselig i en lille metaforisk gummibåd og prøvede at finde ud af hvad fanden jeg så skulle gøre.
Og nu spørger du nok.
“Søren, hvorfor fanden skal vi til at snakke om det her?”
Well, fordi jeg ikke tror på det her er slut endnu. Vi ender nok i en ny periode hvor det ikke er sikkert at mødes længere. Og så vil jeg gerne være på forkant med erfaringer og gode råd.
Det endte med jeg lavede min egen Discord-server og begyndte at hive mine venner derind. Derigennem kunne vi koordinere, snakke med hinanden og egentlig bare holde kontakten i hjemmearbejdshelvedet. Og måske endda spille rollespil.
Nød gør sjove ting som bekendt så nogle af mine kampagner flyttede på internettet imens det hele gik amok derude. Men, der er nogle ting som jeg opdagede ved onlineformatet der trak tænder ud.
- Af en eller anden grund tog alting dobbelt så lang tid. Prep, plot osv.
Formatet i sig selv tager også en del energi, fordi det netop er endnu mere en balance gang med at kunne - Stemmer i tomheden er bare ikke nok. På trods af alle de underlige ulemper med webcams, så er det bare det eneste der virkelig kan skabe bare en brøkdel af den dynamik jeg forbinder med et bord.
Halvvejs igennem den værste periode fik Discord tilføjet kameraere i chatrum. Hvilket hjalp lidt, men kun nogle af mine spillere havde cam’s de kunne bruge. - Terninger er besværlige. Jeg overvejede kort at lave et Roll20 terningebord indtil jeg opdagede Discord Dice Bots. Hvilket var cool. Hell, et par af mine spillere skrev en bot til os på et tidspunkt.
- Du er helt sikkert nødt til at spille oftere end normalt. Hvilket var nemmere, men ikke helt så nemt som jeg gerne ville have det. Vi endte med at spille en kampagne hver mandag og en kampagne hver torsdag.
- Alle dine spillere skal være komfortable med jeres medie. Hvad enten der er Zoom, GHangouts, Roll20 eller Discord.
- Musik-bots er nok ikke så seje som du håbede på. Tekniske problemer kommer til at ske, uanset hvad.
- Du kommer til at savne dine venner, uanset hvor meget du kan hænge ud med dem online. It’s rough, but it’s the facts.
Så, hvad har vi så spillet i det sidste halve år?
Lidt af hvert er svaret. Men, lad mig introducere jer til mine kampagner.
Den Store Pendragon Kampagne
Tilbage i September sidste år fik jeg en underlig tanke. Pendragon Kampagnen (GPC – Great Pendragon Campaign) er lidt en hvid hval i visse cirkler af rollespil-verdenen.
Hvis du ikke ved hvad GPC er, så er det en kronologisk udforskning af legenderne om Kong Arthur, skrevet af Greg Stafford, en af de store pioneer indenfor rollespil. Pendragon har været udgivet siden 80erne, og handler om at spille en familie af riddere i årene 485-565, hvilket ca kommer til at blive tre generationer af riddere.
Vi begyndte med fire unge, håbefulde væbnere i 485, imens at Kong Uther Pendragon forsøger at værne Britannia imod den saksiske horde.
I årene der fulgte har deres eventyr taget dem langt omkring, og i året 485 er de gifte landejere i deres tidligere 30’ere, med arv på både krop og idealer og har skulle håndtere både familiefejder, hedenske horder og mystisk trolddom imens at riget har vaklet under en Konges fejltrin og menneskers grådighed og ergerrighed..
Kong Uther har dog lige sejret imod sakserne ved St. Albans, imod alle odds. Desværre bliver Uther og hele hans hof forgiftet af en nedrig kæltring, og Anarkiet vil sprede sig over øen, og hvem ved om der nogensinde kommer en frelsende konge der kan forene Britannia.
Det har været virkelig godt, men heller ikke uden problemer.
Meget tid går med at holde hus med riddernes gårde og familier, samt hvad der sker i de måneder af året der ikke indeholder eventyr.
Jeg havde egentlig håbet at vi var længere i fortællingen her efter et år, da det er sat til at man skal kunne nå et år på en spilgang, men det er stadig en fantastisk fortælling.
Hvis alt går som det skal, så kan vi få lov til at se riddernes børn vokse op og blive riddere i en ny generation når at Arthur, den tabte arving til tronen, trækker sværdet fra stenen og bliver til en Konge med retfærd og ridderlighed.
Hvis man gerne vi vide mere om min GPC er der en kampagnelog på Chaosium’s forum.
Changeling the Dreaming –
Det var midt i April, og lockdownen var i fuld gang.
Min torsdagsgruppe havde brug for noget som var nemmere at fordøje end et nyt system, og ydermere, så havde vi brug for noget der var lidt mere optimistisk. Så, jeg lagde nogle ideer på bordet, og valget faldt på WW’s Changeling the Dreaming, et spil om feer i menneskekroppe som rigtigt mange aldrig har givet en chance.
Men, jeg er ikke en af dem, og har altid haft et blødt punkt i mit hjerte for det farverige OWOD spil. Især efter at have hørt nogle helt fantastiske podcasts fra Walking Away From Arcadia der har klaret at fremhæve det overflødighedshorn af tematikker som CtD kan bruges til. Så, en feel-good World of Darkness oplevelse? Måske lidt mere som World of Stormy Pinkness? Det virker at vi havde brug for det i midten af alt pesten.
Så, jeg skrev en setting ud fra en random by i North Carolina og befolkede den med NPC’er, de fleste af dem kan findes i den WorldAnvil jeg skabte til kampagnen, og spillerne skabte deres Motley af tre Changelings i deres tidlige tyvere.
- Hobbs, en Redcap (meget fæl nisse) der gerne ville være ridder på trods af hans impulser til at være et nedern monster.
- Christie ap Gwydion, en Prinsesse blandt Sidhe (Du ved, spidse ører og nedern attityde?) med alt for meget positivitet.
- Emilia, en Selkie (de der sælkvinder?) med et talent for trolddom der gerne vil tage rejser ud i fjerne egne og drømme.
Det har været en fantastisk oplevelse der både har budt på hårde emner og festligt eventyr. De har fundet en gammel fæstning, slåset med virkelighedens banale greb, været på ferie, kuppet adelens skatte, besejret mareridt og er nu på havets bund for at overvinde en søslange der har kidnappet en prinsesse.
It’s been pretty good, og har klaret at tage springet fra online spil til in-person spil ret nemt.
7th Sea – “Skæbner og Skatte”
Da vi endelig kunne mødes i Juni igennem, så blev min Mutant Chronicles kampagne enige om at trække stikket på den. Der var brug for en forandring. Noget sjovt, muntert og heltemodigt!
Jeg er derfor tilbage i Theah, og har besluttet at give det et skud mere med 7th Sea. En helt ny spilgruppe der aldrig have set spillet før, og mig der havde lært en ting eller to om at skulle køre spillet.
Denne her gang havde jeg langt mere fokus på spillerne og deres historier via spillets Story Mechanic, og begyndte at presse på for at få spillerne til at skabe historier for hinandens karaktere, lidt som var de manus forfattere i en brainstorm.
Historien endte med at handle om en ærkeolog/tidligere sørøver fra Vestenmenavenjar, der sammen med sin Castillianske livvagt/fægtemester og en ung Eisen pige med et mystisk sværd, i et kapløb med tiden for at forhindre den skurkagtige Duc Claudio di Calligari i at lægge beslag på mystiske artefakter fra en forlængst glemt civilisation.
Skurken har en flok håndlagere bag sig, og om ikke hans mystiske tilslørede heks af en hustru minder lidt for meget om den forlovede som ærkeologen engang mistede under et eventyr. Det er melodrama, action og store mængder af kapow!
En ting man skal vide om et system som 7th Sea, så kræver det prep på en helt anden måde, og en forståelse for at du skal kunne bevæge story beats fremad med en vis hast, da mekanikkerne og spillerne driver det hele fremad hurtigt. Det er ikke et spil der klarer sig godt med langsom pacing.
Så længe spillerne ruller terninger, så vinder de. Det kan jeg skrive mere om hvis der er nogen der føler for det.
Så, jeg har skulle improvisere *og* være mere sceneskarp end nogensinde før.
Hvilket jeg tror har været sundt at lære. Som altid kan man godt gøre mere, men ingen plan overlever som bekendt kontakt med fjenden.
Det er altid mere fornuftigt at vide lidt om hvordan du laver en narrativ akt struktur, og i stedet for kan improvisere ud fra den.
Scion – Gudernes Veje
Badass book-cover. Den er forresten snart ude.
Som skrevet for en måned siden, så kører jeg også Scion.
Jeg har ikke tænkt mig at skrive så meget om hvad reglerne gør, men det her var også en kampagne der startede før Corona, og jeg ikke fik samlet op på igen før end at vi kunne mødes igen.
At starte den op igen krævede faktisk ikke så meget. Men, jeg har mistet en spiller til teateret og en spiller har fået kroniske migræner. Så, ting har ændret sig lidt.
Lidt kontekst dog.
Vi startede sidste år med at spille en flok af venner der på mystisk vis endte med at arbejde for den samme nødhjælpsorganisation da Pakistan’s nordlige områder bliver hårdt ramt af jordskælv. Da de ankommer begynder de dog at ligge mærke til underlige ting, der mest af alt kan beskrives som overnaturligt.
Det endte med at de mødte fragmenter af deres guddommelige ophav, og fik lært at udnytte de gaver der var blevet dem givet.
- Jordmoderen Rosa viste sig at være datter af de to mexikanske guder, Tlaloc og Chalchihuitcue, undfanget igennem et par danske turister, da det var meningen at Rosa skulle fødes under nordlige stjerner. Da hun kom tilbage til hendes guddommelige forældre opdagede hun at det var meningen hun skulle redde hendes forældres rige fra undergangen.
- Den tidligere soldat Sean tog tilbage til Ireland, hvor han mødte hans afdøde far, Gudernes Forkæmper, Ogma. Hans far havde ikke nogen plan med ham, men forventede at Sean skulle bringe ære til familien, nu hvor Ogma selv var død på det pågældende tidspunkt.
- Den altid heldige Pedro fandt ud af at han var søn af Apollo, og fik egentlig ikke meget andet ud af hans søgen efter hans far, end at blive mere skuffet over at han aldrig var der.
- Og Dante, den halvt-italienske vestjyde fra Hvidesande, begyndte at lede efter sin far i området nær Rom, hvor han i stedet fandt en udvidet familie i havnebyen Ostria, hvor et gammelt stålvalsefabrik gjorde det ud for Vulcans moderne tempel. Desværre havde ingen hørt fra Vulcan i mange, mange år.
Et halvt års tid senere, efter at have rejst hjem til deres respektive ophavsområder, mødes de igen, for at stoppe en suspekt shipping-magnat fra at ofre fire spædbørn med gudeblod og dermed hæve et nyt land ud af Nordsøen.
Senest har de besejret et skib fyldt med Kriegsmarine-zombier og tilvejebragt en gammel skibskanon som Ildguden Vulcan skabte i sin tid, og er nu på vild flugt fra den store bagmand, en reinkarneret Alexander den Store, der som en anden M. Bison er i gang med at overtage både kriminelle og økonomiske organisationer.
Vi afsluttede sidste spilgang med en biljagt igennem de Sydtyrolske Alper, da skurkene forsøgte at slå kløerne i den store Vulcannon. Det endte skidt for skurkene.
Så. Det er lidt hvad jeg har lavet. Jeg aner ikke om jeg kan flytte alt det her online hvis vi når lockdown igen, men jeg har ihvertfald tænkt mig at prøve.
Kragerne vender... 
Jeg kan også nikke genkendende til at noget af min rollespils-smag har rykket sig under indtryk af pestens hærgen. En af mine grupper – min “pigegruppe” som nok egentlig er den mest hardcore af mine rollespilgrupper – har spillet Golden Sky Stories, et japansk rollespil om at være nuttede, magiske, talende dyr der hjælper folk med små og mellemstore hverdagsproblemer. Og det har simpelthen være så ustyrlig rart at kunne spille hæmningsløst positivt rollespil mens alt andet var lort! Vi har set hinanden et par gange efter at det værste lettede, men var helt online i starten og er det også mostly nu.
Jeg siger bare, da en af mine spiller spurgte “det bliver rart at komme til en jernalder setting hvor alting er bedre end her”
så begyndte det at ramme mig for vigtig eskapismen har været for min gruppe.
Jeg har jo børn, så da vi blev hjemsendt spillede jeg lidt med dem. Tre-fire gange med startersætter til D&D 5 og et par ting jeg selv fandt på. Det var sjovt, men det er noget andet end voksen rollespil.
Min pt. Dark Ages Vampire-kampagne gik helt død. Vi mødtes en gang online og snakkede, men fordi der ikke vi holde ferie på meget forskellige tidspunkt, en spiller skulle igennem et kræftforløb (som heldigvis er gået rigtig godt) og stemning måske helt generelt ikke var til det, så fik vi aldrig spillet online. I har just nu mødtes første gang igen og taget kampagnen op igen og der ligger masser af spændende konflikter og historier og venter på os. (Det er også gået et halv år i spillet). Back from the dead 🙂
Jeg blev inviteret med som spiller i en online Warhammer-kampagne. Det var mit første møde med den nye udgave og vi fik spillet tre gange online. Da altid lettere igen ville de andre gerne mødes live og jeg sprang fra, fordi jeg simpelthen ikke var tid.
Men Warhammer-kampagnen gav mig blod på tanden ift. online rollepil, som jeg heller ikke har været meget for. Derfor startede jeg hurtigt, efter første spilgang i den første warhammer-kampagne, min egen kampagne. Den har vi spillet online indtil start sommerferie og er stadigvæk lidt på pause. Vi fik 5-6 spilgang under bæltet og har det rigtig sjovt. Jeg skal se at få den startet igen, hvor den vil forsætte online, da en spiller bor i Malling, syd for Århus og resten af os bor i København.
Det fede ved online kampagner er at det er lettere for os familiefolk. Vi kan være med til at putte ungerne og stadigvæk få nogen timers spil inden vi skal (tidligt) i seng. Ellers kan den der work-life-rpg balance godt være lidt stram for småbørnsforældre.
Også fik jeg startet og kun lige startet en fate sørejsende kampagne. Vi fik lavet spilpersoner og snakket setting, men kom aldrig igang før sommerferien ramte. Det er med to folk fra Svendborg og en fra Århus, så hvis det skal blive til noget, så skal det være online. Men med Vampire, Warhammer-online og alle de andre ting, der sker i mit liv, bliver det stramt. Jeg har fundet ud af at jeg allerede nu er gået lidt død i mit eget kampagneoplæg. Så jeg overvejer at spille noget de er mennesker i en okkult udgave af København i 90’erne (WoD), hvor jeg laver spilpersonerne til dem og nye personer for hver minihistorie – indtil de hverisær har fundet en som de kan lide og som så bliver bidt af en vampyr. De har ikke spillet meget rollespil og for de fleste af dem er det 20 år siden sidst, så jeg tror det kan blive en ret vild oplevelse for dem.
Sidst, men ikke mindst har jeg spillet et par Fastaval-scenarier (Grundejerforening og Slavehandleren…) med de folk, som vi alligevel har set. Det har været med vores venner (mest kvinderne) og deres store børn (17-19), der ikke er rollespillere og været mega godt.
Jeg havde godt overvejet hvordan work/life balance så ud for folk med familier, så cool at det har hjulpet på den vinkel.
Bl.a. takket være det gode resultat med johs’ Warhammer-kampagne, er jeg også gået delvist online, og jeg planlægger at få mig en fast gruppe på Role hvis det fungerer som jeg håber (der skulle komme en test i løbet af september). Jeg ser to forskellige veje: Køre korte historier (en aften, 2-3 timer) baseret på hvad spillerne byder ind med, eller det omvendte, køre en kampagne hvor det er accepteret at bruge tid på bare at spille scenerne ud (men så til gengæld spille kortere og lidt mere regelmæssigt) – det tror jeg kunne være godt til at køre noget horror.
Det er skam en glimmrende løsning.
Meld endelig tilbage hvad du finder virker bedst for jer? Research never ends.
Hey
Og hvor er det sejt at I spiller den store Pendragon kampagne. Jeg har flere gange kigget på den og besluttet mig for at det var for omfattende. Faktisk har jeg tidligere skrevet flere indlæg om det på min blog og man kan følge der hvorfor jeg er endt med at køre den Vampire kampagne jeg nu kører i stedet for Pendragon.
Vi er måske lidt nogle suckers for straf.
Men jeg tror godt det kan gøres.