Mutanternes Krønike – Midtvejs i Historien

Okay. Jeg har tydeligvist ikke ligefrem brudt mig om WordPress block designet. Så, derfor knap så mange posts for tiden.
(Der var en masse andet, men det tager vi lidt hen af vejen.)
Men, tænkte at jeg lige ville vise en smule af det jeg har gang i nu om dage, for det er lidt anderledes end det jeg ser rundt omkring i det danske RPG-land.

Jeg har kørt Mutant Chronicles 3rd Ed. i det sidste års tid. Måske lidt mindre. Er faktisk ikke helt sikker; men det har givet mig lidt indsigt i hvordan det er at skulle være GM i de famøse 2d20-systemer som Modhipius er så glade for at bruge.
Jeg skrev lidt om det tilbage i Oktober, hvilket var meget cool, og nu kan jeg rent faktisk give jer lidt indsigt i hele MC3, men desværre var jeg nærmere en freaking lille roman på den måde jeg skrev, og jeg spiller desværre for meget til at det format viste sig gangbart.

The Story So Far…
Vi startede med det vi spillede sidste gang. Spillerne var betjente da alting fuckede op i Luna City, og de fik til opgave at bringe arvingen til en adelsfamilie hjem, eftersom at hun var blevet kidnappet af en gal videnskabsmand.
Pretty simple. Det var en amazing spilgang hvor de fulgte sporet imens at teknologien i Luna City gik amok.
En af de fedeste scener involverede en helikopter der skulle dukke sig for et styrtende rumskib, hvor at de mavelandede i en motorvejstunnel.
Da de endelig stoppede Fabian von Hölle, Ærkekætteren, stoppede de også hans transmissionssignal hvor at han forsøgte at hidkalde Mørkets Frue til Månen.
Her fik Zacharias også lov til at høre sin bror’s sidste transmission, og alle fire blev mærket af de væsen som rørte ved Zacharias’ bror på Pluto, hvor de kun blev efterladt med ordene.
Det er begyndt.

Derefter? Så gik tiden. Hundrede-og-halvtreds år faktisk.
Vi spillede små scener fra igennem flere årtier, hvor at Den Mørke trussel gradvist blev værre og værre, og menneskets grådighed blev kilde til mere og mere rædsel. Først en krig imellem de fire store Corps. (Tænk WW1.)
Og ved Ærkekætterens (recurring villain ftw!) manipulationer blev Mørkets Fem Apostle endelig sat fri, og begyndte deres krig imod menneskeheden.
Legionen, en hær af nekrotiske soldater og rumvæsner fra helvedes-ligende dimensioner gik løs på menneskeheden med hvad der syntes uendelige horder.

Spillerne fortalte deres families historie.
Af deres originale karakter endte som kultist-jæger. En blev en fordrukken galning i et socialt boligprojekt og en endte som eneboer der forbedredte sig på mørket.
Alle var involveret i historien derude på en eller anden måde.

Derefter spillede vi i slutningen af “Dark Symmetry Era” hvor at de subtile indflydelser fra den Mørke Magi var gået 100 pct over i Krig imod Mørket.
Spillerne havde nu roller der var deres egne efterkommere, og vi startede endnu en gang på Luna, hvor at de alle var tilknyttet en LPD station.
Nu var rollerne en femme fatale Samurai med et affærdsproblem, en arving til en Imperiel Klan, en selfmade opfinder-type og en hellig broder fra et suppekøkken.
Deres historie var taget fra “The Dark Symmetry Campaign“, en bog som Modhipius udgav som en del af deres MC3 lineup.

  • En hurtig gennemgang af plottet følger:
    • Imens at resten af Solsystem er i den endelig krig imod Legionens styrke, i det Venusianske Korstog, var spillerne blevet efterladt i Luna City. Her fandt de ud at nogen placerede bitte små-alien æg i energibarer, hvilket ledte fik fuldvoksne Xenomorphs til at chestburste ved hjælp af vold og partystoffer.
      I den jagt endte de med at stoppe en kult i Luna City’s enorme underby, hvor at de kom ansigt til ansigt med en skikkelse der mest af alt mindede om en endnu mere vanvittig Howard Hughes.
    • Spillerne tog en ferie i en theme park, hvor at de blev forsøgt snigmyrdet med reddet af en tidrejsende læder-daddy i form af Lex von Bernheim, en spiller karakter fra fortiden.
      (Som senere viste sig at være en rimelig personlighedsfyldt t-800 frem fremtiden. It’s a real weird plotline.)
    • Deres forsøg på at opstøve kultens bagmænd fik dem sat ombord på et langsomt transportrumskib fra Månen til Mars, med hvad der egentlig var en magisk udgave The Queen fra Aliens.
    • De endte på en lille rumstation, fanget imellem stridende bander ala Last Man Standing, imens at Dronningen byggede en hive på underdækket. Hele station sprang i luften til sidst. Det var også her de begyndte at bygge deres egen enhed af utilpassede badasses, og dermed grundlaget for Doomtrooperne. (en ret essentiel del af settingens baggrund.)
    • På Mars blev de forsøgt myrdet af deres egne arbejdsgivere og var derefter nødt til at lave efterforskningsarbejde i et kapitalistisk utopia, hvor at deres største fjende viste sig at være MC3 universets udgave af Donald Trump, Don Stevia.
    • For at når frem til Stevia, deltog de i Don Stevia’s gameshow, “The Deputy“, og fik derigennem adgang til superkætteren som havde forsøgt at stoppe deres mission siden starten, ud af en afsporet frygt for ondskaben’s kilde, en guddom ved navn den Mørke Sjæl.(Og de endte med at pløkke Don Stevia. Til alles fryd.)
    • I en desperat selvmords-mission stormede spillerne og deres Doomtrooper-enhed ind i et Mørkt Citadel, fandt vejen ind i det extradimensionelle rum og fandt den store bagmand, Ærkekætteren Von Hölle, der efter de første karaktere stoppede ham tilbage i starten af tidslinjen, blev forbandet til ikke at kunne opnå dødens hvile førend han har bragt den Mørke Sjæl ind i virkeligheden. Når alt kommer til at er menneskeheden sin egen værste fjende.
      Til slut, da de sejrede ved at destruere von Hölle’s biologiske kvantum-manipulator-maskine, og trække Legionens Apostle ud af virkeligheden igen, var de strandet i en fremmed verden, langt væk fra alting, deres offer kun belønnet med at være fanget i et stasisfelt, skabt af Den Mørke Sjæls magt.
Fabian von Hölle – Superskurk og Rutger Hauer-expy.

Såeh.
Ja. Det er ca. plottet i “The Dark Symmetry Campaign“. Let modificeret, i og med jeg rent faktisk har lavet en superskurk i form af Fabian von Hölle, som egentlig ikke er en del af den originale fortælling, andet end i start-eventyret “Fall of Von Hölle

Basically, så er DSC en lang og ret omfattende størrelse, der skifter genre flere gange undervejs. Nogengange er det Call of Cthulhu-agtigt, andre gang er det Aliens. Jeg kunne godt have brugt at der var blevet gjort en større indsats for at få fortalt forskellen på spillets tidsperioder her i MC3, især hvordan at man tilbage i Symmetry-eraen havde en daglig dag, for det kræver lidt snilde og research at kunne vise forskellen.

I går gik vi så i gang med efterfølgeren.
The Dark Legion Campaign“, foregår 1200 år efter, og de overlevene karakter kommer ud af deres stasis-felt, hvor de kan se at Mørket endnu engang er på march. I fortiden gav karakterne en chance menneskeheden, men eftersom at menneskeheden i mellemtiden kun er blevet mere fanget i deres egen overtro og selvbedrag, så er det nu op til heltene fra fortiden at redde fremtiden. Det er så dejligt corny at man bliver nødt til at elske det.
Hvor at DSC var Call og Aliens agtigt, så ligner DLC lidt mere et crossover imellem Predator og Hellraiser. Udfordringen bliver at få menneskeliggjort hele oplevelsen, og især knyttet de tidshoppende karakter til den nye setting.
De er ny endt i den reele Mutant Chronicles setting, der mest af alt minder om en lidt mindre selvhøjtidelig udgave af Warhammer 40k.
MC har endda Space Catholic Witch Hunters, og topper den op med KirkeNinjaer!


Hvad angår MC3-2d20 Systemet?
Efter at have kørt det i et lille år kan jeg nu ret sikkert sige at det er ret komplekst. Fyldt med små knapper man kan dreje på, desværre også alt for mange muligheder som man skal holde styr på. Det giver fin mening at lead designeren også har haft at gøre med FFG’s Star Wars spil, da der er en fin økonomi-balance imellem GM og spillere når det kommer til Ekstra Terninger købt for GM Point.

Men. At skulle holde styr på både NPC Special Abilites, Mørk Magi, Monster-specifikke abilities samt specielle våben-abilities oven i de ting man generelt kan bruge point på? Det er pokkers svært.
Grundmekanikken er god. Og tak al guderne for at Gamemaster figurerne ikke har de samme stats som en reel spiller-karakter, men nogen gange kan det godt bliver overvældende, og jeg vil forslå enhver begynder-GM i næsten alle 2d20-varianter (Infinity, Star Trek, Conan etc. ) at dedikere spilgange til at lære specifikke dele af systemet, imens at man spiller historien.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s