FV ’19: Retrospec… et eller andet. (+ Harme)

[Så var det lige man fik blod på tanden til at skrive noget mere i på den her blog som har været stille i lidt tid, men kom i tanke om at grunden til at man i sin tid holdt op med at skrive var fordi at WordPress’ nye editor er lårt. Tak for helvede. Dumme WordPress.]

Årets Otto-maskot. I liked it.

Jeg har været på Fastaval igen i år.
Faktisk er det min 17ende af slagsen, og vi har for længst passeret det punkt hvor at FV har været en del af mit liv længere end det ikke har været det.
Normalt giver jeg lige et besyv med hvad jeg synes var rigtig fedt ved scenarierne. Men der er noget der har sidet og gnavet under huden på mig, så jeg tror sgu lige vi starter med en stor fed kniv om FV kultur, og hvorfor jeg efter 17 år stadig kan blive vred og harm på dele af et miljø som jeg holder så pokkers meget af.

Update d.30.04.2019: Der er dog sket en del siden jeg lavede den her post, og vil skrive lidt mere om hele forløbet på et tidspunkt, men har fjernet hentydninger og navne fordi der er faldet en undskyldning fra person der kom med udtalelsen som fik mit pis i kog i første omgang.
Så. Det røde tekst nedenunder er stadig en følelse jeg havde, men ikke som jeg har det lige nu, do be warned, og jeg regner med at skrive lidt mere om hvordan og hvorledes.

Såeh. Sidenhen er der faldet en undskyldning i en anden del af internettet, så er gassen gået ret meget af min vredes-ballon. Hvilket lidt gør at jeg har revideret den her tekst ret meget. Ville gerne have postet et screenshot her, men er faktisk ikke sikker på om det bare er at grave min “går måske lidt for meget efter manden”-grav dybere.
Regner med at skrive lidt mere om det, måske blogwise, men jeg har fået feedback fra mange personer, og især hvordan den slags her skal håndteres i fremtid, samt fået sat min egen placering i FV’s sociale miljø ret meget i perspektiv.
Gå over til Troels Ken’s side og læs noget langt mere konstruktivt end det jeg har skrevet:
https://planbrollespil.wordpress.com/2019/04/29/miljoeet-en-udoed-hest/

Kontekst bag Kontroversen
Der har været meget snak om kulturen iblandt deltagere på FV i løbet af arrangementet. Ihvertfald der hvor jeg har været. Men, vi var dog nået igennem det hele, og det var Søndag aften. Otto Fest-tid. En fest jeg aldrig har følt mig helt hjemme i, men altid godt ville se nærmere på, for at give en hånd til dem som har knoklet deres røv i laser.
Men. På et tidspunkt var der jo som altid en pause i showet. Vi havde 4 prisuddelinger tilbage. (Bedste Brætspil, Bedste Karakterer, Deltagernes Pris og Bedste Scenarie)
Jeg stod i pausen udenfor og slappede af fra det meget voldsomme blå-lys i salen. (Not a fan btw.), da jeg hørte denne her guldklump (citeret lidt længere oppe) droppe i en samtale lige bag mig, i en gruppe af FV-veteraner der havde været her længere end mig.

Nu da der kun er tre *rigtige* priser tilbage, så har jeg nogle bud på hvem der vinder dem…”

– En person der virkelig burde vide bedre.

Såeh. Hvilken pris var ikke den rigtige?
Jeg bed mig selv i tungen, og gik væk fra samtalen. Det var under ingen omstændigheder en kamp jeg havde lyst til at tage, og helt sikkert ikke en jeg havde social kapital til at kunne vinde noget som helst på.
Stemmens ejer var, så at sige, milevidt over mig i det sociale hierarki, og det overraskede mig egentlig ikke at der var den attitude. På trods af hvad jeg har set ildsjæle arbejde for, så er der stadig en kraftig stammementalitet på FV.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at der skulle gøres mere ved det, og jeg smed lidt med et par stykker brød, og drak en mjød, og prøvede at sluge min harme. Resten af festen var en blandet fornøjelse, men harmen var der stadig da jeg vågnede på gulvet i en post-party haze.
Og hvorfor er jeg harm? Fordi at jeg troede det her var et overstået kapitel. Elitisme, stammementalitet og selvhøjtidelighed er pisse-belastende for et miljø, og især et der har et historisk problem med det her.
Noget kan forklares med lidt for meget alkohol, omend det for det mest bare gør folk mere ærlige, eller at det bare er en venne-gruppes indforståede humor, hvilket er endnu mere lort, for som vi har set, kan humor uden forklaring bare forstærke dårlige adfærdsmønstre.
Selvfølgelig kan man lade tvivlen komme folk til gode. Og ret skal være ret. Jeg har fået at vide der er en okay person bag de her ord.
Måske er det bare en enkelt joke et eller andet sted til en indforstået gruppe, sagt i plenum.

Det falder bare på et tidspunkt hvor at vi er ved at integrere en brætspil-del af FV, er ved at kigge på druk-delen af connen, prøver at få nye generationer til at falde til og endda har fokus på at DB skal være mere stuerene.
Burde vi ikke også gøre op med negative mønstre i den anden ende? Jeg holder af prisen for den drivkraft den giver nogen forfattere, der sørger for at man udvikler og skubber til rollespils-mediets evner, men den her slags opførsel skubber folk længere og længere væk.
Selv hvis den ikke er front and center, så kan det skade utroligt meget.

Resten af FV ’19

Nok Ranting…
Trods tema druknede jeg ikke ligefrem i spil, men det var måske også okay. Jeg kørte Rotteræset hele to gange, og Kristian havde klaret at lave et scenarie som var næsten så vidunderligt plug-n-play at jeg tænkte det kunne sælges som en brætspil-agtig udgave af et rollespil i en kasse med terninger og skaven-lir.
Dumme Rotter på Tur havde fantastiske slutninger hele vejen igennem, og dets natur som et kort og intenst scenarie fik mig til at tænke over mine kunstgreb som GM og improv spil, og det skal det havde kudos for.
(Og Kristian, Ubåden på Reiken er et godt koncept. Gør det.)

Jeg kørte Katrine Winds 2028 som et internationalt run, og havde en fantastisk oplevelse. Spillerne var vilde med deres “feel-bad” oplevelse, og jeg havde det sjovt med at skulle male et gråt, håbløst billede for dem.
Skriv mere Katrine. Det virkede sgu ret godt.

Jeg spillede Ghostbuster by Gaslight, af Muriel Algayres, som var ret fint. Kunne godt havde brugt mere udforskning af settingen, samt en lidt mere balanceret spilgruppe, da der var et ret svagt led i vores kæde. Men, det var ellers en fin omgang, der dog led af at den lidt for faste struktur fra filmen.

Fredag aften tog jeg en tur til Shadowrun-verdenen, i selskab med Katastrofekompagniet, i deres immersive kulisse-monster scenarie “Kill the Elites”, hvor hele cykelkælderen var blevet lavet til en cyberpunk-arena med terrain, props og meget in-game planlægnings-rum.
Jeg fik lov til at boltre mig i en ret fin udgave af et tungt system, hvor at vi gradvist blev udsat for flere regler, men i et tempo hvor man kunne følge med. Men, for en SR-veteran som mig var det også rart at slappe lidt af.

Lørdag skete der ikke så meget.
Okay. Der skete rigtig meget. Jeg spillede TÆSK’s fantastisk Black Metal Live 2, hvor at det hele gik amok i en rus af live-rollespil, og jeg fik lov til at slippe min indre corpsepaint’ede viking løs i en bersærkergang for at finde ud af hvem iblandt Hobro’s black metal miljø hvem havde myrdet min trommeslager, Vale.
Black Metaller er normalt ikke særligt kloge, og mange af dem er enten Nazister eller Satanist, så da Draak, min karakter, endelig havde fået nok af den Odin-spottende nazist Zorn, kom det til følgende udveksling.

Draak: “Ormstunga, veslingr og níðingr kalder jeg dig! Og herpå esker jeg dig til holmgangr under Grimnir’s åsyn!“

Zorn: (stirrer dumt og vredt på Draak et øjeblik) “… Tal normalt!!“

Højdemålet af samtaler imellem voldsidiot Black Metal-musikkere

• 

  Ain’t I a beaut’?

Det var helt fantastisk. Jeg kunne få lov til at give los, og som en gammel black metal fan, så det at hele TÆSK-universet tager så tykt pis på BlackMetal fra et kærligt perspektiv gør det muligt for mig at grine hele vejen til banken.
Og nyde corpse paint.

Jeg ser frem til 2020.
Især med vores nye general, der kommer til at bringe noget godt til arenaen. Det er jeg ret sikker på.