[Okay. Måske er det faktisk spilgang 0.5 *og* Spilgang 1. Jeg er ikke voldsomt god til tal…]
Prolog
Først dvæler kamaraet på den mørke planetoid Pluto, og vi ser et skib nærme sig igennem tomrummet, og et kort klip af en kaptajn med enormt overskæg, og en kop te, som med stoisk ro står på broen.
HSSS Harbinger landede på Pluto, og foldede sig ud som en mekanisk edderkop, og dens ben, enorme terra-forming maskiner med form af spyd med kværnende bor, gravede sig ned i overfladen med kraft og vælde.
[Her spillede mine spillere andre roller. Noget jeg har tænkt mig at lege lidt mere med som kampagnen skrider fremad. Jeg har altid holdt meget af birollespil til kampagner, da det giver en muligheden for at lege lidt med mediet på en anden måde.]
To arbejdsmænd, Angus og Rupert, en ingeniør Jacob Loughton (bror til Zacharias Loughton, en spiller karakter) samt en chef-geolog ved navn Finn, er besætningen på den næsten to kilometer lange boreplatform 12. Den var en af fjorten der skulle sætte et tyngdefelt i gang på Pluto og begynde at udspy terraforming-gasserne.
Alt gik godt, og bordet gravede dybt. Der var godt nok lidt brok fra workman Angus, der vrisser over de ikke har fået ordenlig maskineolie. Never buy Capitol oil!
[Spilleren gav en brandgod performance som en vred skotte.]
Pludselig gik der et ryk igennem boret og tandhjulene begyndte at rive i noget de ikke
kunne bryde igennem. Ventiler sprang og stempler knagede. Nærmest per instinkt, hamrede Loughton næven ned på nødstop-knappen, og holdet hastede ned og mødtes ved selve borets tænder, for at tage skaderne i nærmere øjesyn, efter at have meldt episoden til kaptajnen.
Det viste sig at de havde ramt noget mærkeligt.
En stor plade af matteret stål, hvor at sælsomme runer var skåret ind i. Angus og Rupert
kaldte deres chefer ned til pladen, hvor at Geolog Finn facineret nærmede sig. Der var ikke en skramme på pladen, til trods for at et diamant-forstærket grundfjeldsbor på størrelse med en boligblok havde ramt stålpladen med fuld kraft.
Finn gik frem, og rørte ved det, til trods for Angus’ paniske advarsler om at hvad end det var, så burde de holde nallerne fra det.
Et sekund gik.
Og foran Finns indre blik så han en kvinde. Blå, varmeløs hud, smuk som evigheden, stjernetåger som hendes klæder og tomrummet var i hendes øjne, som nærmest slugte ham i et øjeblik der virkede endeløst. Og ganske kortvarigt, med læber så kolde som verdensrummet, kyssede hun ham.
Derefter gav alting mening. Og ingenting gav mening.
Finn vendte sig imod sin fæller.
“Hun kyssede mig…“, lød det sagte fra ham. Men der var ikke tid til at svare ham.
Ikke et hjerteslag senere blev indersiden af Finns hjelm dækket af frostkrystaller, hans ånde blev til en rimtåge. Sekundet efter frøs han indefra og ud, og til slut faldt hans krop fra hinanden i klumper af rød is og tøjstumper, imens hans venner så på i rædsel.
Ingen sagde noget. Men så startede maskinen over de tre med et brøl, og boret kværnede hastigt ned imod de overlevende. Finns stumper blev knust endnu mere, men Loughton og de to arbejdere nåede at springe til siden.
Nu galdt det om at tage flugten. De begyndte at kravle opad, selvom deres boreplatform var begyndt at køre på højtryk. Alle mekanismer gik i gang, stempler åbnede og lukkede, damp og ild sprang fra de ellers velplejede motorer og der var gnister alle vejne de løb langs platformens trapper og gangbroer. Og selvom at det kostede Rupert sin hånd, da en tryksluse huggede den af i et enkelt hug, slap de alle med nød og næppe væk
Støttende deres blødende kammerat løb de imod skibet, men indså hurtigt at fejlene havde spredt sig hertil. De forsøgte at løbe til syge-lukaffet, men lægen der var blevet fyldt med kanyler fra sin egen autodoc-robot, der var i gang med at pumpe nok medikamenter ind i staklen, til at lægens blodårer var begyndt at sprækkes og kemikalier og blod flød fra øjne og neglrødder.
Alt ombord Harbinger var kaos.
Mekanismer og mennesker gik amok. De så kokken der forsøgte at koble sine øjne til
netværket ved at tvinge ledninger ind i sit eget kranie.
Angus prøvede at få den panikslagne Rupert til at slappe af og beholde overblikket. Men netop som Rupert så ud til at vende tilbage til fornuften, så gik brandslukkersystemet i gang, og kvalte ham med sluknings-skum fyldt med tøris.
Alene tilbage, løb de imod broen. Intet var normalt længere.
Angus og Loughton fandt kaptajnen, der var ved at trække piloten væk fra styrtøjet der havde nærmest ædt pilotens hænder. Kaptajnen gav ingenøren en simpel ordre. Send en besked hjem. Han overdrog Loughton en sort usb-nøgle. Hovedkvarteret var nød til at få vide hvad der er sket her. Efter de ord blev Kaptajnen forsøgt kvalt af en vanvittig underordnet med rygende øjnehuler og fråde om munden.
De fulgte ordren. Loughton løb sammen med Angus imod kommunikations-rummet.
Over højtalerne kunne man høre en stemme nærmest hviske manisk til dem: “Det nytter intet… Giv nu bare op…” fra den ellers velkendte announcer-stemme.
I comms fandt de radio-operatøren, som var halvt fusioneret med radioen imens han gentog gurglende toner, i nærmest binære lyde.
Angus rev manden væk med alt den magt han kunne mønstre, og Loughton satte sig til radioen, og igangsatte en transmission af skibets sorte boks til Hovedkvarteret. Heldigvist virkede ImpComm teminalen stadig.
Horder af vanvittige besætningsmedlemmer forsøgte nu at komme frem til radiorummet, men Angus klarede at få lukket døren, på trods af skader på ham selv, og langsomt blødte den store skotte ud på gulvet bag Loughton.
Loughton kunne høre skroget knage. Der var noget omkring dem. Eller også var skibet ved at blive rykket fra hinanden?
Beskeden var sendt. Men hvad nu? Et enkelt ikon dukkede op på skærmen.
“Det ser ud til at skibet går ned, sømand. Skidt for dig. Vil du sende en besked til din nærmeste familie? Det er selvfølgelig på Imperials regning.”
Med febrilske hænder indtastede han sin brors ID Nummer ind. Men, netop som han skulle til at sige noget, mærkede han en hånd på sin skulder.
Jacob Loughton så op, ind i de fire øjne af et æterisk, blåhudet væsen med fire arme, der bare roligt kiggede på ham, og skikkelsen gjorde mime til at tale, fra dens mund en meter over Jacobs hoved. Men han hørte kun en stemme i sit hoved, i den mest beroligende stemme som man kunne forestille sig.
“Rejsen er begyndt. Og du har gjort det rigtige.”
Alting eksploderede i et hvidt lys.
– FADE TO BLACK –
– FADE IN TITLE-
– CUE INTROMUSIC –
– INTRO CREDITS ROLL ACROSS THE SCREEN –
Episode 01: Straffangatan 39
Smashcut til hyletonen af fire forskellige alarm ure. Det er morgen på Luna.
Men der er stadig ingen sol før om tre dage.
Her møder vi betjentene fra Station 19, som begynder deres 8 timers skiftehold. Et skifte som sikkert bliver 16 timer førend de ser deres senge igen.
[Det var en indgangsvinkel måde at få spillerne til at beskrive deres karakterers morgenrutine. Jeg har det med at få folk til at gøre det når man starter, mest for at få dem til at tænke over hvem de egentlig er. Jeg kalder det et trick, men det er nok mest af alt en kliche.]
Lex lytter til hård technomusik, imens han laver sine morgenøvelser med tunge håndvægte, i en lejlighed der er overstrøet med bodybuilder-plakater samt læderklædte mænd. Der er intet spor af den reele adeligsmand som Lex faktisk er.
Efter en enkelt kop kaffe sætter han overskæget, og trækker i den kevlarforstærkede læder-uniform.
[Den er egentlig til Motorcykelbetjente, men… det er en uniform nonetheless. Hvis du får vibes fra Lex er det nok bare dig. Eller er det? Vi blev enige om hans temasang nok var “Turbo Lover” med Judas Priest 😉 ]
Overfor har Steffan sit domicil. Han har været vågen i en time før det. Alting er ordenligt og foldet korrekt, for det gavner hans morgen-meditation. Hans hjem er spartansk indrettet, og imens han drikker sin te læser han nyheder. Med helt vanelig præcision tager han sin uniform på. Standard snit, men helt sikkert syet af en skædder.
De to kriminal-betjente mødes præcist på gangen, klokken 06:40, hvor de følges til garagen og kører imod arbejde.
Et andet sted i Perimetrene hyler et alarmur for syvende gang.
Zacharias står endelig op, og ser udover en lejlighed i komplet kaos, men han ved hvor alt er. En AI assistent har brygget en kop sort te. Han bunder den. Laver en ny. Ser nyheder. Hælder et skævt gin i teen. Tømmer koppen. Går et par runder på boksebolden.
Tager den gamle panserfrakke på, og checker hans våben igen. I dag er det nemlig hans store chance for at komme tilbage i LPD. Han skal bare imponere Corp-fyren der ejer stationen, og så behøver hans familie ikke vide noget om hans mekaniker-job.
Zach tager afsted med undergrundsbanen, der på det her tidspunkt er overfyldt med industriarbejdere.
I et fint hotel i Capitol-Distriktet vågner James Miller til tonerne af Vivaldi og en kunstig solopgang igennem ovenlysvinduerne. Alting er allerede klart, da robotterne har lagt tøj frem. For en tidligere bodyguard føles det her niveau af service lidt forkert.
Men, han har et job her. Evaluere Station 19, som hans firma ejer.
Og han er rejst helt fra Mars for at få det ordnet. En espresso senere træder han ud på terressen i et alt for dyrt jakkesæt, og bliver samlet op af en anti-grav sedan, der får ham ud til Station 19, uden at skulle lide under trafikken. Imens Miller flyver bliver der ordnet morgenmøder med kontoret på Mars, handlet aktier, checket hans Piranha .74 [Casual Bevæbnet. Som en sand Capitol.], og flirtet lidt med hans sekretær Amy over SolComm.
På Station 19 mødes gruppen med hinanden, midt i kaoset af lovhåndhævning og lovbryderne der prøver at stikke af eller stikke hinanden.
Løjtnant Vordach, stationens mellemleder, er ikke det der minder om glad for dagens inspektion, så han giver hans mest præsentabel betjente pligten at vise Evaluatoren, Mr Miller, rundt i Distriktet og vise Stationens effektivitet frem.
Lex er mindre glad for at skulle være babysitter og Steffan er ikke synderligt glad for at skulle have en livvagt med for Mr. Miller, især Loughton, som allerede havde dummet sig i fortiden. Og var der forøvrigt ikke noget med at de to havde fået en anmærkning for to år siden, og dermed ikke var de bedst egnede?
Men. Vordach var ikke det der minder om at bide skeer med. Så afsted kom de.
6 timer gik.
Fem skudepisoder og oprydning. Otte tilfælde af overfald. Tolv røverier. Otteogfyrre tilfælde af skade på firmaejendom.
Det var egentlig en ret fin dag. Fire mand i en patruljebil, for det meste kørt af AI’en Alexis. De endte på fin talefod. Selv Steffen var ved at bløde op overfor den vanærede Zacharias. Især da snakken faldt på en nyhedsudsendelse om Pluto-Ekspeditionen’s ankomst til deres mål, hvor at Zach nævnte at hans bror var ombord.
Så kom opkaldet. Centralen var på linjen.
Der var bud efter de to kriminal-betjente. En patruljevogn var blevet kaldt ud til en addresse i The Nines. Straffangatan 39. Bauhaus-kvarter. Et virkelig skidt eksempel på byudvikling gone wrong.
Der var kommet anmeldelser om skrig fra tredje sal. Hele ti. Da patruljen ankom fandt de tomme lejeligheder på hele etagen. Ingen spor af beboerne. Ingen tegn på vold. Det var nu på Kriminalbetjent Gunzburgs og Kriminalbetjent von Bernheims bord.
De kørte afsted, og på vej kontaktede Løjtnant Vordach dem. Denne her sag så ud til at kollidere med en sag om en forsvundet person. Det var mistænkt at ingen ringere end Sandrine Peterson boede på adressen. Hun var arving til Peterson Adelshuset fra Bauhaus. Og hvis hun døde i den her efterforskning? Så blev alting lort. Hendes far, Francois Peterson, ville begrave hele stationen i sagsanlæg nok til forgælde alles børnebørn. Det betød, at Lex og Steffen nu havde endnu mere på spil.
[Og så er vi i gang. Først skete der ikke rigtigt noget rent terning-mæssigt, men jeg har nu tænkt mig at køre et lille scenarie, skrevet netop til begynder-karakerer. Så, vi siger tak til Modiphius for at have skrevet “Straffan Gatan 39” (Nathan Dowell)
Her ender spillerne i en lukket situation, hvor at de kan blive bekendte med det her lille horror-action system. Der er basically Event Horizon møder The Raid.]
Straffangatan 39 var en af de bygninger som man har mareridt om. Ingen har gjort rent i evigheder, halvdelen af komplekset var allerede blevet revet ned og der hang tykke strømkabler frit fremme.
Hele strukturen var ustabil, og det virkede som om at belysningen her kunne fejle hvert øjeblik det skal være.
LPD + deres vedhæng gik systematisk til sagen.
Afhørte først den mildest tal lurvede vicevært Diatorro som virkede både fuld og høj. Han anede ikke en skid, men hans smag i tv-shows var elendig. På anden sal snakkede Loughton med en ældre dame, Abigail Baxter, som viste sig at have været den som havde ringet efter politiet alle de gange.
De havde en fin snak, men hun kunne ikke rigtig fortælle så meget, eftersom hun var isoleret i hendes lejlighed med pink blomstertapet, bag tolv tunge låse. Men hun kunne dog fortælle at hun havde hørt forfærdelige skrig. Ti lange minutter af skrig. Og så stoppede de, lige så pludseligt som de var begyndt.
Imellemtiden havde de andre sat kursen imod tredje sal.
Og der fandt de det samme som patruljen. Tomme lejligheder. Der manglede alle beboeren. Ægteparret Meeks. Konrad von Saar, en lejesoldat og Sandrine “Petersen”, som ret sikkert var et dæknavn. Alle havde fine boliger, og har alt deres tøj i skabene. Der var ingen tegn på kamp. Men gulvtæppernes aftryk tydede på at beboerne havde forladt deres bolig frivilligt.
Det hele var mærkeligt. Og endnu mærkeligere var at holo-tv’et i samtlige lejligheder viste det samme TV-Show som hos viceværten; “The Giant Eye” på Capitol Entertainment Network, et virkelig ubehageligt prank-show hvor en vært klædt som en klassisk hofnar gør tilfældige folk til grin, og bagefter fortalte publikummet hvorfor at disse personer er dårlige mennesker. For Miller, en Capitol-mand, undrede sig over showet. Det er ikke noget han kan finde informationer om er på sendefladen i CEN Databasen, men han slår det hen som en pirat-uddsendelse efter at have dobbelt-checket med sin sekretær.
[Her begyndte vi at rulle terninger. Systemet er som sagt 2d20. Du skal rulle under din Stat+Skill. Typisk omkring 10-12, hver terning under det er en Success. Hvis du slår 20 kommer der en Repercussion, hvis du slår lig med eller under din Focus, så får du en ekstra success. Sværhedsgraden går ofte fra 1 til 5. Det lyder lidt hårdt? Well. Så er det godt at der måde at rulle slag om og købe flere terninger.
Overskydende Successer bliver til Momentum, som kan bruges på mange narrative ting, og i kamp kan bruges på ekstra effekter. Og hvis du ikke har noget at bruge dem på? Lig Momentum i en Gruppepulje.]
Imens var de to betjente gået op for at undersøge fjerde sal, men opdagede til deres overraskelse at hele opgangen var dækket i højspændingskabler der bare lå frit fremme. Der var umuligt at komme frem uden at risikere 50.000 volts stød. De gik ned igen, og indså at de mangler stadig at undersøge en lejlighed på anden sal.
Der mødtes de igen med Loughton, og gik imod 203, der stod registret til en Fabian von Hölle. I lejligheden fandt de dog kun flere spørgsmål. Hele boligen var malet hvid, inklusive vinduerne, med kun en enkelt lyskilde i midten af rummet, og en enkelt stol sat foran TV-skærmen som eneste møbel. Der lugtede af rensemiddel og ozon.
Hvem end ham von Hölle var, så virkede han bare… forkert. Og selvfølgelig var TV’et her *også* tændt på “The Giant Eye“.
Og det var her at Loughton fik nok. Han prøvede med teknisk vold at slukke det væg-integrede, statskontrollerede TV. Uden held, men imens han arbejdede, gik det hverken Steffen eller Miller forbi at Hofnarren på skærmen kiggede på hver enkelt af dem, og lod sit blik følge dem rundt i lokalet.
Steffen og Loughton gik imod udgangen, og havde tænkt sig at tage en snak med viceværten igen, imens at Lex og Miller tog et check mere om man kan komme ind på fjerde sal. Bygningen var gradvist blevet mere… ubehagelig. Skyggerne føltes på en måde længere… hvis det overhovedet var muligt. De to betjente snakkede kort over deres intercomm, og just da Steffen egentlig havde lagt på hørte Lex følgende i sin comm.
“Husk, Corp-manden er undværlig.”
Lex nikkede… lidt undrende over bedømmelsen.. Men man stolede jo på ens partners vurdering i en krisesituation.
[Sig goddag til brugen af Dark Symmetry Points (DSP). Som GM kan spillerne købe ekstra terninger, hvilket ofte er nødvendigt, imod at give mig ekstra DSP.
Eventyret giver gode ideer til hvordan at du bruger de her points, men med et enkelt Point kan du lave creepy effekter. Hele systemet er bygget op om en lille back-and-forth imellem spiller og GM. Det kan selvfølgelig gøre tingene problematisk, hvis at spillerne eller GM går for meget op i “konkurrencen”. Men, økonomien skal fungere, og hvis GM ‘en husker at bruge DSP på effekter og ikke kun fucke spillerne over… så skal spillerne nok slappe lidt mere af.]
Steffen og Loughton bankede på igen nedenunder. En meget stresset udseende vicevært åbnede igen døren, og betjenten begyndte prompte at bombardere ham med spørgsmål. Diatorro havde tydeligt svært ved at svare på dem, da han er høj og fuld. Men, fra den fedtede køkkendisk hørte Loughton et *pling*, og på bordet fandt han en Comm-unit hvor displayet viste teksten: “Duk dig!”
De to når at reagere umiddelbart før at nogle råbte; “DØ SVIN!” og døren bag dem eksploderede i en kugleregn!
Selvom de var på vej imod fjerde sal, reagerede Lex heldigvis hurtigt, og stormede nedad trappen sammen med James Miller, imens de begge afsikrede deres respektive pistoler.
Udenfor viceværtens lejlighed havde en flok gangers tvunget Steffen og Zach op i et hjørne, og kugler fløj om ørerne på dem, mens de besvarede ilden fra deres udsatte situation.
Da Lex kom blæsende ned af trappen distraherede det en ganger nok til at Zach fik et klart skud og satte en kugle i skallen på ham. Miller løb lige bag Lex, og med en velplaceret .74. kugle nedlagte han endnu et bande-medlem.
Lex foran og forbi Miller, lavede en glidende tackling hvor han undgik bandens pistolskud, og satte to kugler i brystet på gutten foran ham, som så ud til at være lederen.
(Citat: “Well, now you’re just as much of a stiff as my dick!” – Lex)
Herfra var det ret nemt at nedkæmpe amatørene, omend Miller tog en enkelt kugle i kevlar-jakkesættet.
[Spillerne havde fornøjelsen af at møde den første slags fjende i MC3. En Tropper. De kommer i mange varianter, men fælles for dem er meget få Wounds, kun en enkelt terning at slå med. Jeg holder utroligt meget af systemer hvor jeg kan have store mængder fjender, uden at jeg skal holde styr på 9 andre fulde karakterer. Og Spillerne gav gangerne, som forventet, prygl. Alle spillerne følte sig badass. Initiative er ret nemt. Spillerne er først i turen, med mindre at jeg bruger DSP.
Eller hvis de bliver hårdt nok såret.]
Gruppen trak Diatorro på benene, og begyndte at gå til ham med spørgmålene.
Det blev hurtigt klart at viceværten var på bandens pay-roll, og de havde en hule i en af lejlighederne. Han anede ikke en flyvende fis om von Hölle, kun at han var et creep, men betalte til tiden.
Frustreret satte Steffen et par håndjern på viceværten, men da de alle vente sig om, der var gangerne væk. Et blodspor ledte ned af gangen, imod bandens hulen. Nogen havde nuppet ligene, uden at nogen overhovedet havde opdaget det.
Lex havde fået nok. Han kontaktede deres Squad-AI for at få den til at køre bilen frem, tog en smøg, rapporterede at de havde brug for backup til at rydde op i bygningen, gik udenfor og hev sin AG-17 “Panzerknacker” automat-riffel op fra bagagerummet, smækkede et magasin i, og skodede smøg’en.
Zach fulgte hans eksempel, og samlede sin egen riffel. Den var egentlig ikke lavet til nærkamp, men bedre end ingenting.
[Okay. Normalt ville jeg *aldrig* bruge tid på at snakke om guns i et re-cap som det her, men MC3 er et gearporn spil.
Jay Little, der er hoveddesigner, var også hoveddesigner på de nye Star Wars spil, og det kan mærkes. Der er forskel på guns. Det ligger også til settingen. AG-17 er en meget fornuftig riffel, med integreret granatkaster (ikke at de har granater…) hvor at ‘Assailant’en er en snigskytte-riffel, og virkelig ikke nem at bruge på de her afstande. Man skal bruge en action på at Brace og en action på at sigte. Tre runder for at bruge den, men så giver den også vanvittige mængder af skade.]
Egentlig burde Miller have forladt gruppen på det her tidspunkt.
Men, som enhver god borger i Capitol kan han fandme ikke lade den flok kriminelle slippe væk. Selvom de allerede var døde.
Hele gruppen fulgte blodsporet imod bande-hulen. Det viste sig der var en tung ståldør i deres vej. Men. Hvor der er vilje er der som bekendt vej.
Så Lex kastede sig selv igennem den gamle, fugtplagede væg, som var han en bulldozer, men han nåede knap nok at komme igennem førend at noget kom imod ham.
En af de “afdøde” kriminelle kastede sig imod ham. Men, der var helt sikkert noget galt. Ledninger sad overalt i bande-medlemmets krop, og det virkede som om at han hang ned fra loftet som en anden marionetdukke fyldt med gnister og metalliske stumper.
Og det samme gjorde sig gældende i resten af lokalet. Seks marionetter kastede sig imod dem, i et mørkt lokale hvor der kun var lyset fra flakkende tv-skærme der gav lys.
AG-17’eren brølede og lyste rummet op med dens mundings-ild, og alle begyndte desperat at skyde imod mareridts-væsenerne der kom imod dem.
[Cue endnu en slåskamp. Her var de sat op imod en håndfuld “Elites”. Lidt mere farlige, de ruller 2d20, og har underlige abilities. De her er “Twisted Marionettes”, mennesker der er blevet udhulet af den Mørke Teknologi. Marionettes er mere hårdføre, og dør ikke før at de er blevet koblet af ledningerne. Spillerne klarede sig ret godt, men tog nogle hug. Der var også en omgang Mental Stress at tage sig af, da TV-skærmene bagved var fyldt med voldsporno. Efterhånden var spillerne begyndt at tage skade, og Lex og Zach var begge ret spooked. Deres Dread, en stat der viser hvor meget frygt de har i kroppen, var også på vej op, og nu havde de fleste høj nok Dread til at de fik Repercussions på både 18, 19 og 20.]
Da det hele var overstået begyndte der at gå rystelser og en stank af brændt gummi og ozon igennem bygningen. Noget var gået i gang. De prøvede at komme ud. Noget var kollapset hen over indgangen. Da Lex forsøgte at kontakte bilen’s AI, hørte han bare den velkendte kvindestemme sige; “Hvorfor ligger du dig ikke bare ned og dør?”
[Mere Mental Damage!]
De besluttede sig at evakuere de sidste civile, og hastede op af trappen imod den gamle dames lejlighed. Hun åbnede døren, og var ret overbevist om at alting var fint, og bød de fine betjente på te. Men, da Abigail vendte sig om kunne alle se at hun, på trods af hendes muntre humør, var halvvejs brændt ind til knoglerne på hendes bagside.
*BLAM!*
Og en af dem havde skudt hende inden hun nåede til køkkenet. Der var en kort pause. Og alle kiggede på den ellers ret fattede Steffen som stod med en rygende pistol og skræk malet i hans øjne.
“Mercy-kill?” spurgte en ret beflippet Lex. “Mercy-kill.” svarede Steffen køligt.
Sammenbidt fortsatte de opad til tredje.
Noget måtte gøres. Og heroppe blev røgen værre. Lex var overbevist om de måske havde overset noget. Han gik tilbage til von Hölle’s lejlighed, og gennemrodede den. Her fandt han en lille notesbog i tabt bag en varmeenhed, med en håndfuld billeder i sig. Der var billeder i hver eneste af beboerne på tredje sal. Der var en cirkel om Sandrine. Og et kryds over billedet af lejesoldaten Van Saar.
Lex kiggede op, fangede blikket fra Hofnarren på TV’et. Der var et kort smil.
Og da begyndte gnister at flyve fra alle de elektriske installationer. Det blev hurtigt klart at der kun var en vej ud. Fjerde sal er allerede halvejs revet ned, og havde åbne sider.
For at undgå gnisterne og de elektriske brænde på trappen, så åbner Zach elevatorskakten og kører elevatoren nedad for at undgå den på vejen op. [Her er spillerne begyndt at fatte teknologi ikke er på deres side lige nu. Jeg har som GM altid muligheden for at købe Corruption terninger, hvor jeg kan lave shady stuff med spillernes udstyr, omgivelser og måske endda… spillerne selv?
Zach rullede dog en Repercussion selvom han klarede rullet. Så. Elevatoren kørte helt fint ned. Men noget gik galt… jeg valgte ikke at tage et DSP, og prøvede noget andet >:) ]
De kom alle op, men sidste mand var blev næsten klippet af en elevator der pludselig hamrede opad med ekspressfart. Bygningen rystede da elevatoren ramte toppen.
Foran dem var der mørkt for et kort øjeblik, men blødt grønt lys begyndte at oplyse en sælsom struktur foran dem.
Fra gulv til loft var der sat ledninger og stål-wires viklet omkring en gammel transmissionsenhed. I midten af det hele så det ud til at konstruktion også omfattede en person der så ret død ud, med ledninger og små maskiner sat ind i det døde kød. Det lignede lejesoldaten fra tredje sal, Van Saar.
Og med et begyndte der at afspille lyd. Van Saar sidste ord blev spillet igennem en lille højtaler i hans brystkasse. “… Hvor er jeg? … Slå mig ihjel! …Det gør ondt! …Hvorfor?!”
Miller trådte frem for at slukke for lyden, men straks begyndte ledningerne og maskinerne omkring Van Saar’s lig at bevæge sig og rive sig løs. Et væsen af kabler og dødt kød trådte frem imod dem, tårnede sig flere hoveder over dem.
Et par glødende grønne øjne kiggede imod dem med en form for ondskab som ikke var af den her verden.
Og der var kun en måde at sige goddag til den slags væsner. Med varmt bly.
[Guns away! Denne her gang er de oppe imod en freakin’ Nemesis. En Nemesis er et godt gammeldags boss-monster. Ekstra actions som kan købes for DSP, badass mængder af Soak og Wounds. Nok til at kunne tæve en flok spillere. Den her hedder en Castigator, som er bygget af den Mørke Symmtri, og er blevet lavet af Fabian von Hölle, ud af hans nabo, van Saar. Den har gradvist overtaget bygningen, og forsøgt at æde så meget livskraft så muligt, imens den har bygget antennen der prøver at fange signalet ude fra Pluto, hvor at den Mørke Symmetris Frue begynder at påvirke solsystemet.
For hastighedens skyld er den her kamp summeret her:
De åbner ild, og væsenet er pokkers hurtigt, og giver store mængder skade ud med sine knivskarpe kabel-klør. Steffen, der er en mental karakter, kan ikke rigtigt ramme den, men da lyset går, og alle er på røven, så bruger han hovedet og en lyskilde til at sørge for at Zach får en chance til at affyre sin snigskytteriffel. Det ser sort ud, lige indtil at Zach får et rent skud ind, og blæser et gigantisk hul igennem Castigatoren.]
Lyden af Zachs høj kaliber kugle der rev igennem væsenet var nærmest en velsignelse. Og den så ud til at falde, men den hårdt sårede Miller hævede stadig sin pistol for at få et skud mere ind. I et kort sekund var det som om at væsenet smilede imens det faldt sammen.
Og et sæt kabler satte sig om James’ ankel, og med unaturlig styrke trak det James Miller bagud, og kylede ham ud over kanten, og sendte ham faldende imod på gaden. Der lød et øresønderrivende brag da LPD-betjentenes Evaluator hamrede ned i deres patruljebil. Og alting på sende-masten begyndte at eksplodere.
De tre tilbageværende var nød til at springe for livet, og landede på et nabohus. Hele Straffan Gatan 39 eksploderede og kollapsede ned over sig selv. Ondskaben var besejret. Men var den nu også det?
EPILOG
Løjtnant Vordach var vred. Virkelig vred.
Deres Corporate Evaluator lå død ovenpå en patrujlebil. Bauhaus-advokater var klar til at rive stationens hjerte ud og æde det råt. For Sandrine Peterson var stadig ikke fundet. Rapporter kom ind fra hele distriktet om underlige begivenheder.
Og han havde to betjente og en freelancer der sagde at der var sket noget fuldkommen vanvittigt i den bygning.
Og endnu værre, så var hans mavesår på vej til at få sit eget mavesår.
Lex kiggede på sin løjtnant og gav op på at finde en undskyldning. Steffen trådte frem.
“Vi har en mistænkt. Fabien von Hölle. Har vi lov til at forfølge sporet?”
Vordach sukkede.
“Givet. Hvis han har pigen, så kan vi måske undgå at skulle sælge vores førstefødte til Bauhaus. Find hende. Og von Hölle, hvis han har noget at gøre med alt det her lort i resten af byen, så skal vi have fat i ham.”
Steffen kiggede på Zach med et let suk.
“Sir, Loughton var uundværelig her. Og vi kunne godt bruge nogle flere hænder.”
Vordach sukkede endnu dybere.
“Fint. Du er genansat, Loughton. Få mig ikke til at fortryde det her”
Zach nikkede, stadig ret shellshocked af hele aftenen.
Og lige før at Vordach var på vej til at hente en gang mavemedicin, så talte Lex endelig.
“Sir,” sagde han imens han kiggede imod ruinerne af Straffangatan 39 “kunne vi måske få adgang til noget lidt tungere isenkram? Det ser ud til det bliver nødvendigt.”
Vordach også kiggede på ruinerne.
“Fint… Don’t fuck this up.“
Og natten var slet ikke slut, her i Luna City.
Den var først lige begyndt.
TO BE CONTINUED
GM Evaluering
Øh. Yeah. So that happened. Hold kæft det var fedt.
Men jeg regnede ikke med at der skulle ryge en karakter i svinget. MC3 er fucking *dødeligt* på en måde jeg ikke har set siden jeg myrdede to samuraier i L5R ved et uheld. Men, en Nemesis er åbenbart så meget mere farlige end Elites at det er helt vanvitigt. Og det giver mening.
Jeg har heldigvis en plan der gør at det er okay hvis der smutter en karakter eller to.
Spillerne elskede både Prologen og selve episoden. Hele verdenen er ved at ryge ud over afgrunden, og alle fire spillere er klar som bare fanden. De er klar på oneliners og kosmisk horror. De er rimelig hooked på deres karakterer, men desværre kommer de nok til at skifte dem på et tidspunkt.
Systemet er… kompliceret? Men ret let at lege med når vi kommer mere under huden på det. Der er også et par småting som nok bliver house rule’ed ud. Især Gruppe Momentum, og Reactions. MC3 er det første 2d20 system, som på bare tre år har fået… seks foreskellige udgaver? Mange af dem er anderledes for at forme 2d20 til selve settingen, men andre af ændringerne er finpudsninger for at få systemet til at fungere mere som intented.
Jeg er ikke helt sikker på formatet, men håber der nogen de gider læse 5000 ord om en crazy fremtid. Tror ikke tingene bliver lige så lange næste gang. Måske.
Næste spilgang er Tirsdag d.02.10.18.
Tror sgu jeg tager et glass bourbon med. Tager gerne imod forslag til gode soundtracks til Techno-Fantasy Noir Horror…
Det var en fucking lang titel. Vi ses.
Kragerne vender... 