Legenderne om Kamelot (En af dem ihvertfald!)

For at hele min Lørdagspost ikke skal gå op bare Kamelot-retelling, så kommer den altså her i stedet for.

Hele scenariet var scene-baseret, med en reel scene foran de spillere som ikke var en del af de scener som spillerne satte op for dem selv.
Værktøjerne var monologer, scenefrys og sidebemærkninger til publikum, og de ikke-spillende parter kunne komme med deres egne inputs til scenen undervejs.

Spillerne skulle definere “That which is Precious” for deres roller, tre ting man kunne ofre på at forme historie, på bekostning af ens efterspil, og i fælleskab skulle man definere to konflikt-akser.
Når at der begyndte at blive ofret, så var Akt 1 ovre og konflikterne skulle bringe os i retning af et klimaks, hvad end det så blev.
Vores blev “Nature vs Progress” og “Trust vs Suspicion”, og alle karaktere blev sat på den, med Morgana som repræsentant for (“Nature/Suspicion”) og ønskede at vende tilbage til de hednske tider koste hvad ære det måtte, Merlin som forsøgte at smede en fremtid for begge religioner (“Progress/Suspicion”) og var villig til at manipulere med hele kongerigers skæbne for at opnå det, Lancelot der holdt de høviske og ridderlige dyder frem ved (“Nature/Trust”) og Guinevere som ønskede en verden hvor alle fandt Guds nåde og et rige af ridderlighed og fromhed (“Progress/Trust”).
Arthur startede tættest på Lancelot.
Historien blev sat i Kamelot’s tidlige æra, hvor at Arthur netop var blevet gift med Guinevere.

Vores fortælling blev startet med scener hvor at forhold med karakter imellem blev udstillet, og disse var de eneste scener der var blevet klart defineret på forhånd, og med spillernes medbestemmelse blev der vævet en fortælling om Kamelot’s storhed og fald, der gik fra klassisk Arthur til at ramme MacBeth-lignende tilstande.

Fortællingens konflikt startede med at mistro blev sået over emnet om magi og dens plads i den kristne verden der var ved at gro frem. Som magiens talerør blev Morgana og Merlin enige om at bevare en ung magiker fra Frankeriget, og trodsede Arthur der ønskede at ofre den til fordel for fred med Frankerriget.
I sin vrede over at have startet en krig med Frankerne, så skød Arthur skylden på Morgana, og ville sende hende til Frankerkongen og hans bål for at bevare den fred og ofrede dermed Retfærdigheden som han holdt kær, men den snedige troldkvinde ofrede derimod hendes ønske om Accept af hendes familie og land, og forklædt som kammerpige for Dronning Guinevere, så gik hun i Kamelot og trak i trådene imens hun skjulte sig for den ellers altseende Merlin.
På grund af hendes skønhed og barmhjertighed, Dronningen blev gradvist set som en Fae af bønderne, til trods for at hun forsøgte at bringe dem til Kristi følge, til stor gru for både Lancelot og Arthur, hvilket ikke huede Kongen, der gradvist så den gamle tro som uhellig.
Og trods Merlins råd kunne kongen ikke forlige sig med tanken om at skulle tillade den gamle tro, og troldmanden bandede over at skæbnen var så uransagelig. Havde hans visioner ikke vist at fra de Gamle Præstinders Blod og Pendragons Linje skulle en forenende konge blive født?
Var alle hans manipulationer forgæves og havde skæbnen spillet ham et puds?

Da Frankerkongens vrede endelig bragte krig på grund af den forsvundne magiker, så mødte Arthurs hær den i marken, og Lancelot tilbød at møde Frankerkongen i tvekamp for at spare folket for krigens gru. Men her, der trådte Morgana ind og da Lancelot dræbte Frankerkongen, blev der fra hans slagne legme groet et enormt træ, dækket i blod. Et symbol på Britannias magt igennem den gamle tro, foran hjertet af de kristne hære fra syd.
Fortvivlet over heksekunsten som der rådnede landet igennem, ofrede Lancelot sin Tro på den Ærlige Strid og blev til Gud’s svøbe over hedningerne, og begyndte en klapjagt på dem som stadig holdt de gamle veje kært. Få nåede i sikkerhed på den velsignede ø, Avalon hvor Morgana var højpræstinde, men mange døde i bålets flammer.

Til trods for dette, så sikrede Merlin rigets overlevelse, da fremmede magter søgte at omstyrte hvad de mente var en hedensk konge, og ved at ofre sin Ambition for Egen Fremtid trådte Merlin frem og tog en sidste chance med Arthur. Han gav ham Excalibur, kongesværdet, og med det i hånd blev alle fjender veget og de som ikke fandt deres bane imod Arthur, frygtede sværdet og den konge som bar det.
Men, lige meget hjalp det. Arthur nægtede at indstille jagten på hedningene, selv efter Merlin bad ham om at forstå. Man må jo føje sin konge.

Til sidst, så tog rygterne om dronningens tilknytning til de gamle guder overhånd.
Merlin havde forsøgt at forene legenderne om den Hvide Fae med Herrens Engle, men lige meget hjalp det, og den stakkels dronning blev hvor end hun gik, kun set som en hedensk gudinde, (måske hjulpet af hendes “kammerpiges” råd, thi hun var som sagt en forklædt Morgana) og kongen søgte Lancelots råd.
Og der var kun et valg.

—
I sin frustration over udrensningerne, havde Merlin forsøgt at forstå de gamle syner.
I en monolog fortalte han om den tid han rådgav Uther Pendragon, hvor at hans havde søgt at forene Pendragon-linjen og Præstindernes Blod (Her rippede jeg lidt Bene Gesserit), da han havde set i sine syner at den mægtigste konge der kunne skabe et forenet rige, et rige hvor at både den røde og hvide drage kunne leve og styrke landet (Er lidt en Arthur-myte buff. Mallory var en børnebog for mig. Så, de to drager virkede som god symbolisme på nyt og gammelt.)
Han havde sendt Uther til Igraine, Morganas moder, og bedt Uther om at gå til hendes seng, forklædt som hendes husbond. Alt for at avle en ælting af de to linjer.
Og hvordan kunne han så have fejlet? Arthur havde tronen og hans syner tog aldrig fejl.
I denne stund kom Morgana til Merlins gemakker, og førend at troldmanden dræbte præstinden, så ytrede hun et ønske om at stoppe mordet på den gamle tro, som Merlin havde kær.
Og han lyttede. Hun havde hørt hans tale, og havde indset at måske var det ikke Arthur, men hans søn der var den der skulle være den Højeste Konge. Da Arthur ingen børn havde, så slog troldmanden det hen, indtil Morgana, der selv forstod noget som styrken i blod, tilbød at bære det barn.
Hendes brors barn. Forfærdet, så afslog Merlin først, men indså efter kort tid at hun havde ret.
Hvis ikke det blev sådan, ville de gamle veje forsvinde og dø.
Alt hvad Merlin, Arthurs hoflæge, skulle gøre var at få ham til at sove tungt, og Morgana ville give ham den sødeste søvn.
(Det her var en lille plan mig og Morganas spiller blev enige om efter de to første scener, for at få spillet ledt imod et klimaks.
Man skal dog passe på ikke at hægte de andre af, og jeg opdagede hurtigt at det blev vigtigt for fortællingen at det skred langsomt frem imellem de andre scener.)

—

Uden at tale med Merlin, så bragte Arthur sin hustru til dom, en skæbne som hun gik til med stolthed for at bevise sin kærlighed overfor sin konge. Og således blev hun brændt som heks, midt i Kamelot’s tronsal, alt imens at Merlin så at hans konge kastede sig ud i fortabelsen.
Lancelot, der tændte bålet, begyndte her at tvivle, da hans konge beordrede sin hustru brændt på bålet.
Folket, som Arthur holdt kært, vendte sig bort fra den Kongen der havde elsket dem.
Men, til sidst, igennem flammerne, så Guinevere den smilende Morgana, og forstod at skylden ikke var Arthur’s men derimod den heks til Morgana.
Og i hendes vrede blev hendes ånd tilbage, løsnet fra sit kød.
(Vi havde fået at vide at døde spillere ville blive som spøgelser i fortællingen, så kudos til Pia for at springe på den mulighed.)

Om natten kunne Arthur ikke finde hvile, da skrigene stadig gav genlyd i hans øre, og Merlin gav ham en kop med urter og vin.
Men i hans drømme, så kom den spottende Morgana til ham. I kødet, tog hun fra Arthur hans kim og i drømmene var Morgana fyldt med vrede, og fortalte sin broder om den fremtid hvor at Kamelot ville styrte i grus. Om hvordan hendes rænkespil havde fået ham til at brænde hans tro hustru.
(Her havde vi lidt glemt en forventningsafstemning før spillet, så vores internationale spiller blev lidt hoppende tilbage da Morgana fortalte om akten.
Vi endte med at ændre scenen fra den fysiske beskrivelse, til at arbejde med drømmen hvor at Morgana fortalte sin plan, og alt blev langt bedre.)
Guinevere forsøgte desperat at vække hendes konge, men da hun endelig fik værget Morgana væk, så var det for sent.

I vrede, så blev jagten imod hedningerne intensiveret.
Kamelot var nu et tyranni, og Arthur red selv ud og så bålet gnitre og landsbyerne slået for fode. Snart var Avalon det sidste fristed for den som fulgte de gamle guder. Mange påkaldte sig den Hvide Fae for beskyttelse imod kongens vrede, og Guinevere var nu en elsket guddom iblandt folket.
Lancelot, hans konges højre hånd, var gradvist mere forfærdtet overfor det han havde startet. Arthur så nu ud til at nyde at dræbe enhver ukristen, og tvivlen havde grebet i Lancelots sjæl.
Arthur ofrede Freden som han holdt kær, og de sidste hedninge i hans rige faldt til hans riddere og et kristent rige var nu grundlagt på gravene af tusinder af hedninge.

Og imens stod Merlin og så drømmen om Kamelot kraklere.
Ridderne frygtede deres kongen. Folket frygtede magten over dem. Intet var som det burde.
Og i hans visioner, havde han set hvad Arthurs søn ville bringe. Kaos og blod, krig og elendighed, i spidsen af en hær af hedninge. For Morganas ondskab lå i ham.

På Avalon fødte Morgana sit barn.
Og i midten af al smerten kom Guinevere’s ånd imod Morgana. I et desperat forsøg på at stoppe Morgana, forsøgte ånden at dræbe begge nu i de var svagest.
Og det var her at Morgana ofrede sin Integritet og som den magtgerrige hykler hun var, så bandt hun den ånd som hendes undersåtter holdte så kært.
Guinevere blev bundet i Arthurs skygge, og Mordred blev født, mærket af vrede og had fra både Morgana og Guinevere. Hævntørstig, ofre Morgana sin Magt som hun holdt så kær, og hendes styrke blev givet til Mordred, som voksede for hvert skridt han tog, indtil at han var en ung og stærk mand, med de gamle guders velsignelser i sine årer.

En hær under Den Gamle Tros Banner drog frem fra Avalon, ledt af Mordred, fyldt med kraft nok til at vige selv de stærkeste af modstandere.
Og de tvang Arthur tilbage imod Kamelot.

Imens opsøgte gik troldmanden til Lancelot, for de frygtede begge for fremtiden.
Og da de begge fortalte hemmeligheder til hinanden, indså de at begge ønskede en fremtid, og at den gale konge ville få fred.
En pagt blev indgået imellem Troldmand og Ridder. Arthurs søn ville kunne regere over Kamelot, men kun hvis at Lancelot, som havde lært af sine fejl, kunne lære ham hvad en sand konge skulle vide.
Og Merlin ville skaffe drengen væk fra hans moders giftige indflydelse.
Hvis bare at Lancelot kunne gøre det utænkelige, og stoppe galskaben ved dets rod, Arthur.

På borgmuren, just før belejringen, tog Lancelot en samtale med Arthur og bønfaldt ham om at åbne portene og overgive sig. Arthur, tændt af vrede, nægtede, og Lancelot erklærede sin kærlighed til Arthur, og ofre sin Kyske Kærlighed (Chasity)  og trak kongssværdet og jog det igennem Arthur.
Det sidste han så førend han udåndede var hans elskede Guinvere, og begge drog til efterlivet sammen, fri for de åg verden havde lagt på dem.

Mordreds hær gik fredeligt til Kamelot, men i skovene bag kunne en nu dødelig Morgana, ældet af naturens hånd, mærke Merlins ankomst.
Uden sin kraft, så gjorde Morgana ikke modstand da Merlin kom nærmere, og hun nærmest bad om at blive udfriet så at troldmanden kunne få den hævn hun troede han ville have.
Men Merlin ville det anderledes.
Ynk og mishag var alt han følte overfor hende, men hendes forbrydelser kunne ikke tilgives.
Og som straf derfor forvandlede han hende til et asketræ der skulle beskue Kamelot i al evighed, og aldrig finde hvile, mens kragerne flokkedes i hendes krone.
Da regnen faldt over Kamelot, tog den sidste af de store magikere en beslutning, hvor han med en sidste enorm besværgelse, fjernede den ondskab som lå i Mordred, den magt der ville have korrupteret ham, men ofrede Magien som han holdt så kær.
Og der ville aldrig være magi i verden igen. Med lange, tunge skridt gik Merlin til de sten som der var hellige, og tog sin plads som en af dem.

Kamelot blev i sig selv et rige som mange andre. Mordred var ikke en perfekt konge, men han havde den Høviske Lancelot som rådgiver, og riget var stabilt og ridderligt.
Og ved Merlins offer blev de gamle veje bevaret og sammen med de nye veje blev Britannia sikret under den konge de burde have haft.