Hvad er det der får mig til at tro på “De Lange Spil”?

Kampagne-spil er efterhånden en noget rodet bunke. Det tager tid, det kræver forberedelse og er generelt ikke noget der giver særligt meget tilbage.
Så, denne her blog-post vil omhandle netop det emne, beklager hvis at det ikke lige er hvad hoveddelen af blogosfæren giver sig tid til at læse.

Det starter altid så fandens godt, men på et eller andet tidspunkt mister man overblikket (på begge sider af skærmen) og så ryger lysten og derefter dør kampagnen.

Og det er en naturlig cyklus når man spiller i et kampagne-miljø (Indie-bølgen er meget begrænset, der hvor jeg normalt færdes.). Det cyklus går mig på. Det vi leder efter i kampagne-spil er vel indlevelse på en eller anden måde, men også en god historie som man er med til at skabe. Og det er jo på en måde meget smukt.

Jeg kører pt. tre kampagner, som her for interesserede vil bruge som case studies:

1) Shadowrun
Oplægget var en historie om menneskets forandring, og hvad der i den grumme fremtid i 2072, med trolde, orker og magi, udgør mennesket.
Genren lød på “Neo-Noir Rock ‘n Roll”, indpakket i Shadowruns cyberpunk verden. Det er den kampagne som jeg kører jeg har lavet mest prep-work til, men også den kampagne hvor jeg er mest usikker på om spillerne har tænkt sig at arbejde de emner som jeg fra spilstart har kommunikeret ud til dem.

Men, jeg har haft svært ved at finde ud af hvad selve kampagnen skal handle om, og om at mine spillere er overhovedet interesseret i et overlæggende handlingsforløb, da de er gået gear-nuts, et træk som Shadowrun som system desværre har. Og det er egentlig ikke det som hverken “cyberpunk” eller “noir” genrerne handler om. Faktisk er det en grundlæggende del af cyberpunk at teknologien er så nærværende at folk ikke lægger mærke til den. (Det engelske ord “counterintuitive” springer i hovedet på mig nu.)

Det røde tråd i fortællingen har pt været utrolig vag, og har bestået af spillerne der forsøger at etablere sig som et navn i det semi-kriminelle lejesoldats miljø som eksisterer grundet de store megacorps verdensorden. Jeg håber på at kunne gøre fortællingen mere vedkommende, mere personlig og mere hen i retning af mit oplæg, der gerne skulle udforske eksistensen i en verden hvor at magi og teknologi kan opsluge en.

En meget god ting ved denne kampagne er at jeg har trænet mig selv i at bruge stemningsmusik, og efterhånden fået taget på det, og har fået brugt mængder af elektronisk musik, aggrotech olg.

2) Iron Kingdoms
Jeg ELSKER Privateer Press’ Iron Kingdoms setting. For de uindviede handler det om en gængs fantasy-setting, tilsat den industrielle revolution, overtro, mistro og politiske stridigheder der muligvis kommer til ende med en krig lig Første Verdenskrig. Og der er magiske/dampdrevne golems kaldet Steamjacks.

I første omgang var det bare et enkelt oneshot en kedelig søndag eftermiddag sidste efterår, men mine spillere besluttede sig hårdnakket for at press-gang’e mig til at køre det som en kampagne, hvilket jeg er utroligt glad for. Spillerne er utroligt glade for deres karaktere, som er som følger, en bitter paladin, en from munk, en “russisk” mekaniker og en fulderik der kan magi med pistoler. Efterhånden som jeg har kørt dem igennem deres historielinje har jeg valgt at tage PP’s egen Witchfire Trilogi og tilpasse til vores gruppe, hvilket hjælper utroligt meget på den sædvanlig følelse man sidder med når man har startet en historie. “Hvor skal vi hen nu?”

Det har også hjulpet meget at den spilgruppe jeg har, ikke forventer så dybt karakterspil, og dermed intet har imod at stilen i kampagnen er meget hen ad en middelmådig fantasy-roman

3) Kerberos Klubben
Det er grundlæggende steampunk superhelte i det Victorianske England. Settingen er taget fra Bruce Baugh glimrende rollespilsbog af samme navn, og omhandler en loge af patriotiske supervæsner der alle skal håndtere deres samfunds normer kontra deres egne mærkelige evner, der som tiden går bliver sværere og sværere at skjule.
Spillerne har pt klaret at stoppe en gal videnskabsmand i at ofre hele Londons befolkning med giftgas for at aktivere Ascendens-maskine, forpurre en ond fakirs tilbagekomst, møde en vildfaren Jupiterianer (egentlig en anti-Call begivenhed, hvad gør man når monsteret er rart?), få hinanden i store problemer rent socialt i Londons finere kredse (dømt hængt in absentia f.eks) og er nu på vej ind i det mørke Europa for at opsøge en af spillernes fortid.
Grundlæggende er det en potpourri af mine egne erfaringer med 1800-tallets litteratur og zeitgeist.

Det er nok den kampagne jeg kører som har mindst prep, og jeg er ikke rigtig sikker på hvad det skyldes. Jeg har indtil videre klaret mig med et pokerfjæs, og aktive spillere. Jeg har bluffet mig frem til en såkaldt rødtråd, i modsætning til Shadowrun hvor jeg ikke rigtigt har en, og Iron Kingdoms, hvor jeg pt. har købt den.

Man siger at de fleste gode historier har en slutning. Og det er sandt. Problemet er at langt hen af vejen så får man ALDRIG de slutninger. Hvilket nok er derfor jeg har skrevet den her efterhånden meget lang dissekerring af mine kampagner. Jeg frygter at de bliver endnu et hak i bælter over kampagner hvor at

Men som min titel siger, hvad er det der får mig til at tro på de lange spil? Er det potientialet, selvom der er en god sandsynlighed for at det aldrig bliver opfyldt? Nej. Jeg tror grundlæggende at det er vanens magt, at det er nemt at forblive i den form man plejer at arbejde med, især når ens spillere er konservative, og hader enhver form for meta-snak, af frygt for at magien bliver ødelagt af det.
(Man kan lidt sammenligne det med folk som elsker biler, men intet aner om hvordan man vedligeholder, kører og reparer biler.) De Lange Spil har deres eksistens-berettigelse, men kræver utroligt meget arbejde for at “komme frem til guldet”, så at sige.

Min næste blog-post vil nok komme til at omhandle noget lidt mindre selvforstærkende, og lidt mere debat-oplæg. Tror jeg nok.